Bolig til salg? Dette skræmmer købere væk

Boligmarkedet er for alvor sendt på nedtur, og det kan derfor være svært at få solgt din bolig. Men du kan faktisk selv forbedre din chance for at få et salg.

Få gode råd til at gøre din bolig klar til salg.

Hvis du har en bolig til salg, har du garanteret mærket, at det er blevet sværere at få den solgt.

Høj inflation og stigende renter har presset priserne ned, og mange købere er tilbageholdende, når det kommer til at lave store handler.

Men boligsalget er ikke gået helt i stå. Og du kan selv gøre noget for at forbedre din chance for at få solgt din bolig.

To ejendomsmæglere deler deres bedste fif til at gøre din bolig salgsklar og fortæller, hvad køberne typisk bliver skræmt væk af.

Tjek din BBR

Lars Lyng er indehaver af EDC Lemvig. Du har måske set ham i DR’s tv-program “Hammerslag”, hvor han som en af eksperterne skal gætte prisen på boliger i hele landet.

Han peger som det første på, at det er en god idé at få opdateret Bygnings- og Boligregistret (BBR), der indeholder oplysninger om alle ejendomme og boliger herhjemme.

“Ofte stemmer BBR ikke, og det er også det, som for tiden giver store problemer for skattemyndighederne, når de skal vurdere en ejendom,” siger han.

“Hvis man er rigtig uheldig, kan der stå, at ejendommen har en gammel olietank, selv om den for længst er fjernet.”

Det kan også være, at der er bygget en garage eller en tilbygning, uden at det fremgår af BBR.

“Når duften af de nybagte boller til fremvisning er forduftet, står man med købers advokat, som gennemgår det hele. Og det kan skabe problemer i et salg, hvis for eksempel BBR ikke stemmer,” siger Lars Lyng.

Fiks de løse ender

Dine hjemmelavede løsninger i boligen kan fungere og være billige, men køberne kan blive skræmt væk, tilføjer han, hvis noget ser ufærdigt ud:

“Det kan godt betale sig at hyre en fagmand, som kommer forbi og skærer alle kantlister og gerigter i smig. Og det er ofte givet godt ud, hvis man får en håndværker til at bruge en dag på at fikse den slags problemer i boligen.”

Lars Lyng fortæller, at han for nylig fremviste to næsten identiske boliger i det samme område, og i den ene bolig var varmen tændt. Den anden var kold og kom overhovedet ikke i spil.

Som sælger skal man passe på, som boligmarkedet er nu, siger han, fordi det ikke er sikkert, at man får lige så mange chancer for at få solgt, som man ville tidligere.

“Jeg tror, det er vigtigere end nogensinde, at boligen fremstår knivskarp, og ikke mindst at prisen er rigtig og realistisk fra starten.”

Boligen skal være rengjort

Det er Anders Varming, som er medindehaver af Nybolig Viborg, helt enig i.

“Jeg plejer at sige til mine sælgere, at boligen ikke må føles som en indkøbsseddel for køberen, fordi de selv skal ordne en masse,” siger han.

Det kan ikke betale sig at få lavet et nyt køkken eller et badeværelse, for køberen vil typisk medregne det i sit budget.

“En køber kan ofte godt overskue en udgift på 200.000 kroner til et nyt køkken. Men er der 50 forskellige små problemer, som forstyrrer billedet, så bliver det for uoverskueligt,” siger han.

Anders Varming anbefaler også, at boligen fremstår let. Den skal være ryddet og rengjort. For mange møbler og inventar kan nemlig fjerne fokus fra boligen.

Og til fremvisning skal du endelig sætte en kande kaffe over og lade duften fra nyvasket tøj sprede sig, siger han. Men undgå at overdrive.

Først publiceret: 15. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret 13. januar 2023 kl. 13:51

Se, hvad vi ellers skriver om:

og