Leif Sylvester: Mine venner dør – men for mig er de stadig i live
Han har mistet sine bedste venner: Eva Madsen, Erik Clausen og Kim Larsen. Men i hans bevidsthed er der her stadig. Se video.
Multikunstneren Lei Sylvester er blevet 86 år men er stadig fuld af liv og arbejder med flere projekter, der holder ham i gang.
Livets afslutning tænker han ikke meget over.
Men som alle vi andre ved han det jo godt: Livet er ikke evigt.
De senere år er han blevet mindet om det flere gange, for mange af hans nærmeste venner har forladt denne jord: Eva Madsen, Erik Clausen og Kim Larsen, for bare at nævne nogle af dem.
Men for Leif Sylvester er vennerne ikke døde.
”Eva, Erik og Kim er stadig levende i mit liv. Jeg tænker ofte på, at nu besøger jeg lige Eva, eller nu tager jeg over til Kim eller ind til Erik. I mine tanker er de her stadig”, siger han.
”Samtidig bliver jeg hele tiden mindet om dem. Mange kommer jo og siger: ”Vi kan huske den sang, vi kan huske ‘Mormors Kolonihavehus’, ‘Cirkus Casablanca’ eller ‘Midt om Natten’, vi kan huske det ene og det andet, som jeg medvirkede i sammen med mine venner”.
En festlig begravelse
Sin egen død dvæler Leif Sylvester ikke meget ved.
”Jeg ved jo, den kommer på et tidspunkt. Det ærgrer mig, for der er så meget, jeg stadig gerne vil opleve. Jeg er mest bange for at gå glip af noget”, siger han.
Selv om tanker om døden ikke fylder meget i hans aktive hverdag, har han forberedt sig grundigt på den. Gravstedet er fundet, og begravelsen er arrangeret. Det skal helst blive et festligt event med musik og sang.
”Det bliver en New Orleans begravelse”, som han siger det.
Kunsten holder ham i gang
Vi møder Leif Sylvester på galleri Edison Copenhagen, hvor han er ved at færdiggøre nogle litografier, der skal i trykken.
I dag fylder hans arbejde med de karakteristiske malerier, litografier og skulpturer en stor del af hans tid.
Værkerne bliver beskrevet som en skøn blanding af abstrakt og naivistisk kunst og bliver frembragt i hans atelier i Tibirke Sand i Nordsjælland, hvor han også bor.
”Det er meget nemt for mig at holde mig i gang. Det er bare op om morgenen og så på med arbejdstøjet. Jeg kan slet ikke lade være,” siger Leif Sylvester.
Blues på vaskebræt
Ved siden af arbejdet med malerier, er der også musikken.
Han turnerer i en bluestrio med HP Lange og Jarno Varsted. Leif Sylvester synger og spiller på vaskebræt.
Alene i år spiller trioen 20 job på små spillesteder rundt om i landet.
”Det kan godt være en ensom proces at tegne og male. Med musikken får jeg respons fra publikum. Det er skønt”, siger han.
Godt råd til seniorer
Leif Sylvester ved godt, at han er privilegeret i forhold til sine mange venner, der måske gennem årene levede et hårdere liv og kom til at betale prisen.
Selv mærker han naturligvis også alderen tynge på forskellig vis.
For eksempel har han svært ved at gå lange ture.
”Mit råd til andre, der er kommet op i årene er: Nyd det, du kan. Det kan godt være, du ikke kan løbe ture mere, men så nyd, at du er fri for at rende rundt som alle de andre tosser”, siger han med et smil.
”Jeg kalder det en konstruktiv tilbagetrækning. Du skal få øje på fordelene ved at trække dig lidt tilbage, frem for at fokusere på ulemperne. Det er vejen frem.”
Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 23. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret 23. oktober 2026 kl. 11:31