Husejer mister ret til pensionistlån: Overså brev i e-Boks
Låneordning til grundskyld har en stram tidsfrist, og den skal overholdes, fastslår Landsskatteretten. Det er ingen undskyldning ikke at have været opmærksomme på et brev og ikke at have fået svaret på det.
Mange seniorer ønsker et pensionistlån til at betale deres grundskyld (ejendomsskat). Men det er ikke nok at søge Vurderingsstyrelsen om at få sådan et lån.
Man skal også aktivt acceptere det lånetilbud, som Vurderingsstyrelsen fremsender – og eventuelt få ægtefællens samtykke. Hvis man ikke reagerer inden for en tidsfrist, bortfalder lånemuligheden for det pågældende år.
Den fælde er et ægtepar røget i. De fik ikke svaret på breve i e-Boks – og så røg lånet.
De har uden held klaget til Landsskatteretten. Skattedomstolen fastslår, at Vurderingsstyrelsens afslag var korrekt, når parret ikke havde svaret.
Se hele den nye afgørelse fra Landsskatteretten
Renten er faldet
Pensionistlån til grundskyld er blevet mere interessante. Renten er nemlig faldet.
Den ligger i 2026 på 2,88 procent. Året før var den 3,54 procent.
Over 40.000 har nyt pensionistlån
Vurderingsstyrelsen oplyser, at 40.507 borgere havde pensionistlån hos staten i 2025. De skylder til sammen lidt over 470 millioner kr. Det vil sige i snit mere end 11.600 kr. pr. husejer.
Staten begyndte at give pensionistlån i 2024. Før da lå opgaven hos kommunerne, og de forvalter stadig de gamle lån.
Vurderingsstyrelsen oplyser desuden:
- At der tages der pant i ejendommen som sikkerhed for lånet, som låntager og evt. medejere samtykker til i ansøgningsprocessen. I praksis tinglyses et skadesløsbrev.
- Ved dødsfald stiftes lån på dødsdagen for indeværende indkomstår. Lån i indeværende og tidligere indkomstår anmeldes som krav i boet, som skifteretten gør op. Boet har mulighed for at indfri anmeldte krav. Ellers har længstlevende ægtefælle mulighed for at overtage afdødes boligskattelån, hvis de arver ejendommen eller vælger at sidde i uskiftet bo.
Husejeren i den aktuelle sag søgte et lån for 2024. Vurderingsstyrelsen sendte ham hurtigt et brev om, at han kunne låne op til 102.000 kroner.
Det skulle han bekræfte inden for fire uger. Men han fik ikke svaret.
Fejl i brev
Vurderingsstyrelsen sender nogle måneder senere et nyt lånetilbud til manden. Men det rummer en fejl.
Det opdager Vurderingsstyrelsen selv og sender et nyt korrekt brev. Igen med en tidsfrist på fire uger.
Samtidig sendes der et brev til ægtefællen om at give samtykke til oprettelse af lånet. Parret svarer ikke på nogen af brevene.
Om efteråret sender Vurderingsstyrelsen en rykker til alle de borgere, som har fået tilbudt et lån, men som ikke har accepteret. Men den skrivelse modtager parret ikke.
Dyrt ikke at tjekke e-Boks
Parret har ikke været opmærksomme på, at de skulle godkende lånet. Og de har ikke været for gode til at få tjekket e-Boks og læst brevene i den elektroniske postkasse.
Det kan blive dyrt. I starten af 2025 finder parret ud af, at de ikke har fået lånet for 2024.
Men Vurderingsstyrelsen nægter at efterbevilge lånet. Reglerne siger, at der skal søges inden den 15. november for at få et pensionistlån i det pågældende år. Ellers vil en bevilling dække det efterfølgende år.
Parret har søgt i tide. Men de har ikke godkendt lånetilbuddet, og det fanger dem.
Det siger Landsskatteretten
Parret går derefter til Landsskatteretten. Det er et uafhængigt nævn, der afgør en række klagesager.
Men her får de ikke medhold. Landsskatteretten slår blandt andet fast, at det ikke dur ikke at tjekke e-Boks.
Vurderingsstyrelsen må godt fastsætte en frist for godkendelse af lånetilbud. Og fire uger er ok, siger Landsskatteretten.
Fristen 15. november er også ok. Vurderingsstyrelsen skal have tid til at behandle sagerne.
Pensionistlån: Vær obs på dette
Det betyder afgørelsen for pensionistlån:
- En ansøgning er ikke nok. Man skal også aktivt acceptere lånetilbuddet og få ægtefællens samtykke inden fristen – ellers bortfalder lånemuligheden for det år.
- 28 dage er en ok frist. Landsskatteretten accepterer, at Vurderingsstyrelsen kan stille krav om accept inden for fire uger. Overskrider man den frist, har man ikke krav på lån, selv om man opfylder de øvrige betingelser.
- e-Boks er afgørende. Sagen viser, at svigt i e-Boks (brev ikke modtaget) ikke automatisk giver ret til dispensation. Seniorer, der er afhængige af pensionistlån, er nødt til at tjekke e-Boks jævnligt og reagere hurtigt på breve fra Vurderingsstyrelsen.
- Fejl fra myndighedens side giver ikke nødvendigvis medhold. Selv om der har været fejl i et tidligere brev, og selv om rykkerbrevet ikke nåede frem, vurderer retten, at den sidste frist var klar, rimelig og kendt, og at borgeren selv bar risikoen for ikke at reagere.
- Økonomisk konsekvens. Når lånet ikke bliver til noget, skal grundskylden betales kontant via skatten, i stedet for at blive udskudt som lån hos staten. For pensionister med stram likviditet kan det være mange tusind kroner om året.
Ansøg om pensionistlån – KLIK HER
Først publiceret: 17. marts 2026
Artiklen er sidst opdateret 17. marts 2026 kl. 7:36