Her vil regeringen placere nærhospitaler

Regeringen foreslår at oprette op til 20 nærhospitaler i hele landet, så borgerne kan få behandlinger tættere på, hvor de bor. Se hvor regeringen vil placere 13 af de 20 hospitaler.

Regeringen vil oprette nærhospitaler 20 steder spredt over hele landet, der skal sikre patienter nogle af de behandlinger, de i dag modtager på sygehuset, tættere på.

Det skal give mindre transporttid og mere nærhed for borgerne. Samtidig vil regeringen etablere 5-10 nye akutberedskaber, så hjælpen kommer hurtigt frem, uanset hvor i landet man bor.

Manglen på praktiserende læger vil regeringen også sætte ind over for: Målet er at alle borgere får en fast læge tæt på deres hjem. Det gælder især Lolland-Falster, Nord- og Vestjylland samt dele af den københavnske vestegn, som er lægedækningstruede i dag, fremgår det af et udspil, der præsenteres onsdag.

Fra supersygehus til nærhospital

Det danske sundhedsvæsen er de sidste 20 år blevet specialiseret omkring store supersygehuse.

“Nu er der brug for at styrke det nære sundhedsvæsen, så langt flere kan få gavn af sundhedstilbud i deres hverdag, og så alle danskerne kan få en fast læge og regne med hurtig hjælp, når de får brug for den. Regeringen foreslår at oprette op til 20 nærhospitaler i hele landet. Vi kommer samtidig med en plan for, hvordan vi kan sikre bedre lægedækning i hele landet, og vi styrker vores akutindsatser. Dermed leverer vi svar på nogle af de store udfordringer for vores sundhedsvæsen i dag,” siger sundhedsminister Magnus Heunicke.

Regeringen foreslår, at der oprettes en nærhospitalspulje på op til 4 mia. kr. til bygninger, materiel og IT-investeringer.

Flere nærhospitaler forventes at blive etableret ved tilpasning af eksisterende tværsektorielle sundhedshuse.

Her placeres hospitaler

Regeringens forslag til placering af 13 nærhospitaler

Region Nordjylland
Nykøbing Mors
Skagen

Region Midtjylland 
Skive
Greenå
Tarm

Region Syddanmark 
Tønder
Fredericia
Nyborg

Region Sjælland
Kalundborg
Nakskov
Næstved

Region Hovedstaden
Frederikssund
Helsingør

Først publiceret: 27. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 11:07

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og