Cannabisolie mod smerter sælges på webshops – men virker det?

Stoffet CBD har ry for at virke antiinflammatorisk og smertestillende. Men studier siger noget andet, lyder det fra læge og forsker.

Cannabisolie kan nemt købes på nettet, men der er begrænset evidens for dens gavnlige egenskaber, forklarer læge og forsker Jonathan Vela. Foto: Luis Acosta/Ritzau ScanpixCannabisolie kan nemt købes på nettet, men der er begrænset evidens for dens gavnlige egenskaber, forklarer læge og forsker Jonathan Vela. Foto: Luis Acosta/Ritzau Scanpix

På nettet vrimler det med hjemmesider, som sælger forskellige former for produkter med cannabis både som olie og kapsler, der indeholder det aktive stof CBD.

Disse produkter kan være lovlige eller ulovlige, men fælles for dem er, at der er begrænset evidens for CBD’s gavnlige egenskaber. Det gælder særligt for produkter i webshops.

Sådan lyder det fra Jonathan Vela, der er læge og forsker ved Aalborg Universitetshospital. Han har undersøgt, om CBD har en smertestillende effekt.

“Jeg ville nok umiddelbart bruge mine penge på noget andet, for jeg og andre forskere har ikke kunnet konkludere, at CBD i sig selv kan dæmpe smerte,” siger han.

Hvor stammer CBD fra?

CBD stammer fra cannabisplanten, der indeholder forskellige aktive stoffer.

“De to stoffer, der er mest af, er CBD og THC. Det er THC, der har den euforiserende effekt, som man bliver høj af,” siger han og tilføjer:

“CBD skulle så særligt have to andre effekter, der angiveligt er antiinflammatorisk og smertestillende. Og det er interessant, fordi CBD lader til at have få bivirkninger.”

Er det lovligt at sælge cannabisolie?

* Siden sommeren 2018 har cannabisprodukter med et indhold på 0,2 procent THC eller derunder ikke været omfattet af reglerne om euforiserende stoffer.

* I cannabisplanten er THC det aktive stof, som man bliver høj af.

* Det er svært at svare generelt på, om et cannabisprodukt er lovligt eller ej, fordi det beror på en konkret vurdering af det enkelte produkt.

* Der kan være særlige regler for et produkt, afhængigt af om der er tale om et lægemiddel, kosttilskud eller kosmetik.

Kilde: Lægemiddelstyrelsen.

Virker ikke på smerte

Før Jonathan Vela gik i gang med sin undersøgelse, havde han hørt fra flere patienter, at de havde indtaget CBD og haft positive oplevelser.

“Derfor overraskede det mig, at CBD ikke virkede på smerte. I gennemsnit virkede CBD ikke mere smertestillende end placebopiller, og patienterne kunne ikke gætte, hvilken pille de havde fået,” siger han.

En placebopille ligner medicin, men indeholder ingen medicinske stoffer og bruges især til at afprøve et lægemiddel i kontrollerede forsøg. En patient kan godt selv føle en bedring efter en placebobehandling, og det kaldes placeboeffekt.

I sit forsøg anvendte Jonathan Vela en CBD-dosis, der svarede til, hvad patienter tidligere havde rapporteret, at de havde brugt til smertelindring.

“Blodprøverne viste så lille en koncentration af CBD, at den næppe har nogen som helst effekt. Det meste nedbrydes i leveren,” siger han.

Kombination af CBD og THC

Han understreger, at han ikke kan udelukke, at en højere dosis end den, som han har testet, kan føre til et andet resultat.

“Men nyere studier med større doser støtter heller ikke op om, at CBD har en smertestillende effekt,” tilføjer han.

Det kan dog være, at patienter, der har oplevet, at CBD lindrer, har taget et produkt med andre tilsatte stoffer. Jonathan Vela har kun testet CBD i en ren form.

“Nogle mener, at det er kombinationen af CBD og THC, der har en effekt, men det har jeg ikke undersøgt,” siger han.

Kosttilskud

Lægemiddelstyrelsen oplyser, at cannabisprodukter er omfattet af forskellige lovgivninger. Det afhænger af en konkret vurdering, om det enkelte produkt er kosttilskud, lægemiddel eller kosmetik.

CBD-olie er som udgangspunkt et kosttilskud, der hører under Fødevarestyrelsen. Men olien kan være omfattet af lægemiddelloven, hvis den for eksempel indeholder hormonet melatonin, der blandt andet påvirker regulering af døgnrytme og søvn.

Anbefalingen fra Lægemiddelstyrelsen er, at man søger læge, hvis man har søvnproblemer. Lægen kan ordinere melatonin på recept, hvis det vurderes, at det er den rette behandling.

Først publiceret: 30. april 2024
Artiklen er sidst opdateret 30. april 2024 kl. 8:42

Se, hvad vi ellers skriver om:

og