Dansk opdagelse: Ny måde at diagnosticere og behandle tabubelagt sygdom

Danske forskere har fundet en ny og nemmere måde at diagnosticere og forudsige den mest effektive behandling for galdesyrediarré.

Med den nye metode skal patienten blot have taget en blodprøve, og herefter er det tanken, at lægen kan aflæse, om patienten lider af galdesyrediarré.

De fleste har i løbet af deres liv fået en maveinfektion eller -forgiftning, der har betydet, at man ikke skulle være langt fra et toilet. Det er ikke sjovt. Oftest går det dog over efter kort tid.

Men 60.000-100.000 danskere døjer med en speciel form for kronisk diarré. De lider nemlig af det, der hedder galdesyrediarré.

Galdesyrediarré er en kronisk tilstand, hvor man får hyppig og pludselig diarré mere end 10 gange dagligt. Selvom sygdommen ikke er livsfarlig, så kan den have en enorm indvirkning på ens liv.

Om galdesyrediarré

Galdesyre bliver frigivet fra galdeblæren, når man spiser fedtholdig mad. Galdesyre sørger for, at man kan optage fedt og fedtopløselige vitaminer fra maden. Cirka 98 procent af galdesyrerne bliver optaget i tyndtarmen og bringes med blodet tilbage til leveren.

Hvis der enten produceres og/eller udskilles for store mængder galdesyrer, eller hvis galdesyrerne ikke reabsorberes fra tyndtarmen til blodet i tilstrækkeligt omfang, vil en øget mængde ende i tyktarmen.

Det irriterer tyktarmens slimhinde, trækker væske ud i tarmen og øger tarmbevægelserne, som tilsammen giver symptomerne på galdesyrediarré.

Lettere at diagnosticere

Langt størstedelen af patienter med galdesyrediarré bliver i dag enten ikke diagnosticeret, eller også bliver de diagnosticeret meget sent i deres forløb.

Men nu er der godt nyt til alle dem, der døjer med lidelsen.

“Vi har udviklet et nyt koncept, der i fremtiden vil kunne bruges til at diagnosticere lidelsen ved bare at tage en blodprøve. Tidligere har man været nødt til at indgive et radioaktivt stof, der selvsagt er associeret med en vis strålerisiko. Det er ikke nødvendigvis farligt for patienten, men mere indgribende og besværligt, og er desuden ikke en godkendt metode i flere lande for eksempel USA,” siger professor Jesper Bøje Andersen.

Ny behandlingsmetode

En anden spændende opdagelse er, at blodprøverne delte patienterne op i to grupper, som reagerede forskelligt på behandling.

Den traditionelle behandling med colesevelam hjalp 50 % af patienterne, mens behandlingen med liraglutid, normalt brugt til type 2-diabetes og svær overvægt, resulterede i en forbedring af symptomerne hos 77 % af patienterne.

Forskergruppen håber derfor, at denne metode kan hjælpe de mange danskere, der lider af galdesyrediarré, og reducere den tid, det tager at stille en diagnose.

Typiske symptomer på galdesyrediarré

  • Længerevarende kronisk diarré – søg læge, når det har stået på i fire uger
  • Hastende afføringstrang i længere tid – når du pludselig skal på toilettet hurtigt
  • Inkontinens for afføring – altså at du ikke kan holde på afføringen
  • Nogle oplever mavesmerter og oppustethed
  • Opstår pludseligt - der er ingen faresignaler, du kan reagere på, inden du udvikler galdesyrediarré

Kilde: Johan Burisch, læge og ph.d

Først publiceret: 3. august 2023
Artiklen er sidst opdateret 3. august 2023 kl. 10:26

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og