Læge om tarmsundhed: Her er fup og fakta

Tarmen kan til tider give problemer, og derfor er det godt at have sikker viden. Her kan du læse en overlæges dom over myterne.

Hos langt de fleste har tarmskylning ikke nogen effekt, lyder det fra overlæge.

Er det godt med regelmæssige tarmskyldninger, og kan pebermynteolie være effektivt mod irritabel tyktarm?

Igennem tiden er der opstået mange usandheder blandt sandhederne omkring tarmsundhed.

Men her får du indblik i sandt og falsk.

Christian Lodberg er overlæge of har specialiseret sig i Lever-, Mave-, og Tarmsygdomme ved Aarhus Universitetshospital.

Han har også en tilknytning til Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.

Og han giver svar på, hvad der er fup og fakta om tarmens sundhed, skriver Region Midtjylland.

Her er lægens svar:

  • Man skal have afføring én gang om dagen.

Nej: Folk er forskellige, og det samme er hyppigheden for af vores toiletbesøg. Det betragtes som normalt at have afføring fra tre gange om dagen til tre gange om ugen.

  • Det er godt med regelmæssige tarmskylninger.

Nej: Hos langt de fleste af os har det ikke nogen effekt. Det kan sammenlignes med at slå koldt vand i ansigtet: det kan give en fornemmelse af velvære, men ikke mere end det. Tarmskylning kan dog være en nyttig hjælp for et lille antal patienter, som ikke selv kan tømme tarmen.

  • Det er usundt at holde prutter inde.

Ja: Det kan give ondt i maven og forværre udposninger på tyktarmen, hvis du holder på luften i endetarmen. Så slip fisen fri. Det behøver ikke at være med fuld kraft og lyd på – du kan bare lade luften sive ud. Imens kan du glæde dig over, at vi udånder langt det meste af den luft, som vi sluger eller som dannes i tarmene.

  • Mælkesyrebakterier er et must for velfungerende tarme.

Nej: Sundhedsgevinsten ved at spise mælkesyrebakterier er meget begrænset. Det er snarere en idé om det godes kamp mod det onde i fordøjelsessystemet, vi køber. Mælkesyrebakterier har ingen effekt hos raske, og bakterierne forsvinder hurtigt fra tarmene, når man holder op med at spise dem. Ved akut rejsediarré kan mælkesyrebakterier afkorte forløbet en smule, men ikke mere end det.

  • Pebermynteolie er effektivt mod irritabel tyktarm.

Ja: Pebermynteolie kan hos nogle hjælpe tarmen med at falde til ro. Pebermynteolie fås i kapselform.

Først publiceret: 19. juni 2023
Artiklen er sidst opdateret 19. juni 2023 kl. 12:28

Se, hvad vi ellers skriver om:

og