Læger skal tjekke alternativer til Ozempic for 49.000 patienter
Praktiserende læger får ekstra travlt, når 49.000 personer med type 2-diabetes skal teste alternativ medicin.
De praktiserende læger skal vurdere, om op mod 49.000 personer med type 2-diabetes skal skifte medicin.
De er hidtil blevet behandlet med såkaldte GLP-1-analoger, hvoraf Ozempic er den mest kendte.
Men Lægemiddelstyrelsen har strammet op på tilskudsreglerne, og nu skal lægerne vurdere, om alternative og billigere præparater kan bruges.
Det skaber utryghed hos patienter og ekstra travlhed i lægeklinikkerne, lyder det fra de praktiserende lægers formand, Jørgen Skadborg, i en kommentar.
– Det skaber utryghed for patienterne, der for manges vedkommende har oplevet god effekt af behandlingen med Ozempic, og giver en ekstra arbejdsbelastning hos de praktiserende læger, som allerede har alt for meget at se til, siger han.
Baggrunden for ændringen af tilskudsreglerne er, at antallet af danskere med recept på Ozempic er steget markant de seneste år.
Sidste år fik 100.000 patienter tilskud til diabetesmedicinen.
De 49.000 patienter, der nu skal en tur forbi deres praktiserende læger, har ikke tidligere afprøvet nogle af de billigere alternativer.
Det skal lægerne nu hjælpe dem med.
Det er op til lægen at afgøre, om den enkelte lever op til kriterierne for at få tilskud til GLP-1-medicin.
Der kan være tilfælde, hvor lægen kan søge om enkelttilskud, så behandlingen med det hidtidige præparat kan fortsætte som hidtil.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Lægemiddelstyrelsen.
Det står dog ikke klart for lægerne, hvad der skal til, for at en ansøgning om enkelttilskud bliver imødekommet.
– Vi har derfor et behov for at få en dialog med Lægemiddelstyrelsen om, i hvilke særlige tilfælde egen læge skal kunne søge om enkelttilskud for denne gruppe patienter, så vi kan få et mere præcist billede af, hvornår det giver mening, og hvor stort omfang opgaven har, siger Jørgen Skadborg.
Hos landets fem regioner nåede udgifterne til behandling med Ozempic i 2023 op på 1,4 milliarder kroner.
Det skal ses på baggrund af, at regionerne samlet set havde udgifter på 7,9 milliarder kroner til alle tilskudsberettigede receptpligtige lægemidler.
Formand for Danske Regioner Anders Kühnau (S) hilser ændringen af tilskudsreglerne velkommen.
– Danske Regioner har store udgifter til medicintilskud, herunder Ozempic, og vi hilser derfor alle tiltag velkommen, der kan reducere udgifterne, skriver han i en kommentar.
De ændrede tilskudsregler træder i kraft 25. november 2024.
/ritzau/
Først publiceret: 1. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret 1. maj 2024 kl. 16:20