Skovens kartoffel: Lækre retter med kastanjer
Den kan både fylde kyllingen og peppe desserten op. Kastanjen er en kær nød for både det salte og søde køkken, og netop nu er den klar til at blive spist.
Træerne har kastet dem af sig, og nu ligger de for fødderne af dig i skovbunden eller lige ved hånden i supermarkedet.
Kastanjerne er her, og der er ingen grund til at snyde dig selv for at smovse løs af den søde nød, mener kok og kogebogsforfatter Louisa Lorang.
– Det er jo efterårets fjordrejer. Det er virkelig hyggeligt at sidde sammen om spisebordet og bruge tid på at åbne kastanjer, siger hun.
Kend forskel
Inden du smider de små rødbrune kugler i ovnen eller i gryden, er det dog vigtigt, at du kender forskel på spisekastanjer og hestekastanjer. For det er kun førstnævnte, der kan spises.
Gør kastanjerne ekstra søde
* Kommer du hjem fra skoven med kurven fuld af spisekastanjer, kan det være en god idé at modstå fristelsen til at smide dem i ovnen lige med det samme.
* Er de helt friske, når du bager dem, kan hinden, der sidder lige rundt om nøddens kerne, sætte sig ekstra godt fast.
* Læg i stedet kastanjerne på køkkenbordet i en uges tid for at eftermodne. Som dagene går, vil de miste noget vand og krympe en smule i vægt, hvilket gør dem lettere at bage.
* Eftermodningen gør samtidig kastanjerne ekstra søde. Det skyldes, at stivelsen inde i nødden omdanner sig til sukker, når kernen taber vand.
Kilde: Lars Westergaard, indehaver af Westergaards Planteskole.
– Hestekastanjer er dem, du putter tændstikker i med børnene. De er kategoriseret som svagt giftige. Så det er kun rådyrene, der må spise dem, fortæller Lars Westergaard, der driver Westergaards Planteskole, som blandt andet dyrker spiselige kastanjesorter.
– Du kender spisekastanjen på, at den har en lille spids og en trekantet form. Der er færre spisekastanjer i naturen end de mere almindelige hestekastanjer, men der kommer flere og flere af dem, siger han.
Og der findes et væld af måder, du kan tilberede dem på ud over den klassiske, hvor du bager dem i ovnen og serverer dem med salt og smør.
Her kommer tre bud:
Pimp kyllingen
Ifølge Louisa Lorang fungerer kastanjer glimrende som fyld i en and-, kalkun- eller kyllingesteg.
– De giver en ret fin sødme og konsistens og skaber en ret fin nøddeagtig fornemmelse uden egentlig at smage af nødder, siger hun.
Du kan lave fyldet ved at forbage en håndfuld spisekastanjer, så de åbner sig. Pil derefter skallen af, hak dem, og bland dem med brødkrummer, hvidløg, krydderurter, smør og måske lidt revet citronskal.
Hele blandingen proppes derpå op i stegen, som du ville gøre med svesker og æbler til jul.
– På den måde kan du faktisk bruge kastanjerne til at pimpe en helt almindelige torsdagskylling op, siger Louisa Lorang.
Syrlig karamelsovs
Kastanjen er også en yndet ingrediens i Simon Milwertz Philipsens køkken. Han er kok, forfatter og eddikebrygger.
Derfor foreslår han, at du kaster dig ud i at lave en karamelliseret eddikesirup, også kaldet gastrik, med kastanjer, som du kan putte ovenpå is eller kage.
Du laver den ved at blande karamel med æblecidereddike, hvor du tilføjer bagte kastanjer.
– Det bliver sådan en klistret vild syrlig karamelsovs med stykker af kastanje, der giver den her nøddeagtige aroma, forklarer Simon Milwertz Philipsen.
Skovens kartoffel
Om det er en varm gryderet eller en kold salat, så kan du erstatte kartofler med pillede spisekastanjer.
– De går ind og fungerer på nøjagtig samme måde, forklarer Simon Milwertz Philipsen og fortsætter:
– De er dejligt voksagtige og klistrede. Og modsat de almindelige kartofler er kastanjerne meget mere aromatiske i smagen.
Det er dog vigtigt, at du ikke giver dem for meget varme på komfuret.
– Så kan de finde på at eksplodere nede i gryden, siger Simon Milwertz Philipsen.
Først publiceret: 3. november 2022
Artiklen er sidst opdateret 3. november 2022 kl. 14:26