Ung kvinde svindlede ældre: Udgav sig for at være politiet
En ung kvinde har fået ti måneders fængsel for sin rolle i omfattende telefonsvindel. Hun hævdede selv, at hun var blevet tvunget til at deltage i svindlen.
Det begyndte med et telefonopkald fra en person, der udgav sig for at være fra politiet. I den anden ende af røret fik borgeren at vide, at vedkommendes værdier var i fare.
Men personen i telefonen var slet ikke fra politiet. Det var derimod en 24-årig kvinde, som nu er blevet dømt for sin rolle i flere bedragerier.
Mandag blev hun idømt ti måneders fængsel ved Københavns Byret. Det oplyser retten til Ritzau.
Svindlede for 260.000 kroner
Ifølge Københavns Politi fandt bedragerierne sted fra oktober 2024 til maj 2025, hvor kvinden ringede til borgere og udgav sig for at være politibetjent.
Under samtalerne forsøgte hun at overbevise dem om, at deres værdier var i fare. Herefter blev en medgerningsperson sendt ud til borgernes adresser for at hente deres betalingskort.
På den måde var kvinden med til at svindle borgere for samlet 260.000 kroner.
Anklager Eva Dal Jørgensen lægger ikke skjul på, hvor alvorligt hun ser på sagen.
“Der er ikke nogen tvivl om, at den 24-årige kvinde på groveste vis har været med til at manipulere borgere og derved medvirket til at franarre dem store summer af penge,” siger hun i en pressemeddelelse.
Ud over fængselsstraffen skal kvinden betale sagens omkostninger og erstatninger på i alt 115.000 kroner til banker og ofre.
Hævdede selv at være offer
Men den 24-årige kvinde har under sagen nægtet sig skyldig og forklaret, at hun selv har været et offer for svindelnetværket.
Ifølge hendes forsvarer havde hun svært ved at komme ud af netværket igen. Hun skulle i perioder have følt sig tvunget til at deltage i bedragerierne.
Derfor argumenterede forsvareren for, at hun skulle frifindes eller som minimum have den mildest mulige straf.
Han fremhævede også, at kvinden havde hjulpet politiet med at identificere andre personer i svindelnetværket.
“Hun har givet så mange navne og nærmere identifikationsoplysninger med både adresser og profiler på Instagram og Snapchat,” lød det fra forsvareren under retssagen.
Ifølge forsvareren havde hendes oplysninger sparet politiet for et omfattende efterforskningsarbejde.
Udnyttede ældre og sårbare
Anklageren så anderledes på sagen og mente, at der var flere forhold, som talte for en hårdere straf.
Blandt andet lagde anklageren vægt på, at kvinden havde deltaget i systematisk kriminalitet, hvor ældre og sårbare borgere blev udnyttet.
Retten endte med at idømme hende ti måneders fængsel. Det er endnu ikke oplyst, hvilke konkrete forhold retten har lagt vægt på ved strafudmålingen.
Bagmand efterlyses internationalt
Sagen stopper dog ikke med dommen over den 24-årige kvinde. Flere andre personer er allerede blevet dømt i forbindelse med det samme svindelnetværk.
I sidste uge skete der desuden en ny udvikling, da en 34-årig formodet bagmand blev varetægtsfængslet, selvom han ikke var til stede i retten.
Det betyder, at politiet nu har mulighed for at efterlyse ham internationalt.
Den 34-årige er sigtet for hele 309 tilfælde af bedrageri og forsøg på bedrageri. Sagerne drejer sig om et samlet beløb på 73,6 millioner kroner.
Også en anden formodet bagmand fra det samme netværk er efterlyst.
Anklager Eva Dal Jørgensen understreger, at denne type svindel kan få alvorlige følger for de mennesker, der bliver ramt.
“Den her type af sager om økonomisk svindel har vidtrækkende konsekvenser for de mennesker, der udsættes for det, og derfor er jeg også tilfreds med dommens udfald i dag,” siger hun.
Først publiceret: 3. november 2026
Artiklen er sidst opdateret 3. november 2026 kl. 9:37