Dennis Knudsen: Sådan får du et sundt seniorhår

De kendtes frisør, Dennis Knudsen, giver en række gode råd til SeniorNews' læsere til hvordan du kan få et sundt og flot seniorhår, og hvordan du skal bruge hårprodukter for at få det flotteste resultat og mest for dine penge.

Hvad er det, der sker med håret, bare fordi man passerer de 60 år? Ikke alene bliver det ofte gråt, men det bliver også tyndere og tyndere, og det bliver sværere og sværere at få den “gode gamle frisure” til at sidde ordentlig.

Det er Dennis Knudsen

Dennis Knudsen har i mange året været "de kendtes frisør". Han har ordnet utallige kendte kvinders hår og frisurer gennem årene. Både til hverdag, men især når de skulle fotograferes eller deltage i store premierer eller receptioner.

I dag bor han i Korsør, og har solgt sin store salon inde i København. I stedet koncentrerer han sig om arbejdet som stylist på store filmproduktioner, hvor han står for hår, parykker og make-up.

Dennis Knudsen er netop blevet færdig som stylist gennem tre måneder på Bille Augusts film "Ehrengard". "Ehrengard" er en filmatisering af en af Karen Blixens sidste  noveller, og dronning Margrethe har skabt både scenografi og kostumer til filmen .

Dennis Knudsen har to sønner med en amerikansk doner og rugemor, og har i år fået tvillingedøtre, hvoraf den ene desværre døde blot 1,5 måneder gammel.

SeniorNews har fået en god hårsnak med den kendte frisør, 59-årige Dennis Knudsen, som selv også “er ved at blive rigtig voksen”, som han siger.

-Når man bliver voksen, så mister mange melanin – altså farvepigmentet – i håret. Men håret bliver også tyndere. Mange mænd mister håret. Det kender vi. Men også mange kvinder taber hårstrå, og får dermed et tyndere hår. Deres hårsække dør simpelthen, fortæller Dennis Knudsen.

Efter et langt liv som brunette eller mørkhåret kan det for mange kvinder være en stor ændring at blive gråhåret i senioralderen.

Shampoo og balsam

Dennis Knudsen har en række gode råd til hvordan man holder sit hår sundt og frisk.

-Man skal lægge stor vægt på at bruge ordentlige plejeprodukter. Købe en god shampoo og balsam. Når man vasker sit hår, så åbner skællagene i håret sig, og man aktiverer hovedbunden og hårsækkene. Når hårvasken er ovre, er det vigtigt, at man får lukket skællagene igen med balsam. Skællagene ligger som tagsten på håret. Og hvis man ikke får lukket dem igen, så vil håret mærkes som ru, og det filtrer nemt. Det farlige er, at så kommer man også til at rive ekstra mange hår ud af hovedbunden, når man reder sig. Med balsam bliver håret mere glat og nemt at rede ud.

En hårkur kan man sagtens bruge cirka hver 14. dag, men er mest aktuel for kvinder med langt hår. Har man kort hår og bliver klipper jævnligt – hver 8.-12. uge – så har håret ikke brug for kur.

– Det er vigtigt, når man vælger shampoo og balsam, at man vælger det produkt, som passer til ens hår. Om man vælger en volumenshampoo, som åbner skællagene op, eller en fugtgivende shampoo, hvor fugten skal trænge ind i håret.

-Man skal også have øje for om produktet virker som det skal. Hvis dit hår klasker og det klør i hovedbunden dagen efter, så giv flasken til din veninde eller din datter. Så passer det bare ikke til din hårtype.

Så et sundt hår er, når det skinner, er letbevægeligt og er rent og tørt, opsummerer Dennis Knudsen.

Fylde der holder

Næste trin i at sørge for et sundt hår drejer sig om styling. For når håret bliver tyndere, vil de fleste gerne have mere fylde i frisuren, og det kan stylingprodukter hjælpe med.

Dennis Knudsen har også sine egne produkter, og her iblandt også den populære Styling Powder, som gør håret rigtig nemt at sætte.

-Her er det man bruger volumenspray eller saltvandsspray. Det to ting går lidt hånd i hånd. De giver begge volumen og fylde til håret.

-De skal sprayes i det våde hår, som man så enten kan lade lufttørre eller tørre med en føntørrer. Når håret er tørret, skal man tydeligt kunne se, at der er kommet mere fylde i året. Det er fordi der har lagt sig en hinde på hvert enkelt hårstrå, så håret føles tykkere og løfter sig mere.

-Sidste trin i stylingen kan for rigtig mange være, det som hedder Styling Powder. Det er ikke lak og heller ikke voks, men sådan en blandingsting. Det er en nyere genial ting, som skaber lidt “modhager” i håret. Man banker lidt pulver ud over håret, ruller og ugler det rundt i håret, hvorefter pulveret bliver transparent og forsvinder ind i håret. Og så blive det rigtig nemt at sætte og style håret.

Det skal du undgå at gøre

Der er mange, der tror, at det slider på håret at vaske det, og mange seniorer springer derfor vasken oven jævnligt eller vasker hår med længere mellemrum. Men det skal man undgå, siger Dennis Knudsen.

Silvershampoo og silverbalsam er med sine lilla pigmenter med til at neutralisere de kedelige gullige pigmenter i det grå hår.

-Når man sover, bliver man varm og sveder. Men seniorer udskiller urinsyre i sveden, og det giver det grå hår en gullig/gyldent skær. Derfor er det vigtigt, at man vasker sit hår 2-3 gange om ugen. Både for at få vasket håret rent og for at bevare fylden og friskheden i håret.

-Man skal også tage højde for om man bor i et område med meget okker i vandet. Det kan også give et gulligt skær i håret.

-Det eneste man kan gøre er at vaske sit hår med silverprodukter, som er en slags lilla shampoo og lilla balsam. Det lilla er komplementærfarven til det gullige, og derfor kommer man af med den triste gule fare. Hvis man får et lidt blåt skær i håret, når man bruger silverprodukter, så skal man skrue lidt ned for brugen og kun bruge det en enkelt gang om ugen og så almindelige produkter de andre gange.

Skal man farve håret?

Det er blevet moderne at blive permanentet igen, men især hos yngre mennesker. Til gengæld er farve, reflekser og toninger populære hos alle aldersgrupper.

-At farve og permanente samtidig er no-go! Det slider simpelthen for meget på håret, og man ender med at få fehår.

-Men mange seniorer farver deres hår, og her er det vigtigt, at man vælger en farve, som klæder din hårfarve, øjenfarve og brynnuance. Husk ikke at bruge for mørk en farve. Vælg i stedet en af de mange måder, der findes til at ændre din hårfarve med toninger, reflekser, etc.

Læs i næste uge Dennis Knudsens råd til hvordan du vælger en frisure, der passer til netop dit ansigt samt hvad mænd skal huske, når de bliver klippet.

Læs mere om kendte, kongelige og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 6. september 2022
Artiklen er sidst opdateret 27. september 2022 kl. 13:18

Se, hvad vi ellers skriver om: