Sorglinjen oplever stor interesse fra ældre sorgramte

Ældre mennesker, der har mistet en nærstående, kan have svært ved at tale med andre om deres sorg, og derfor er der mange af dem, der ringer til Sorglinjen. Her kan de nemlig være anonyme.

Ældre mennesker, der er i sorg, kan ringe til Sorglinjen for at få hjælp til at bearbejde deres sorg og bryde ensomheden.

Det kan være svært at række ud til familie, bekendte eller venner og dele sin sorg, hvis man har mistet en nærstående.

Derfor åbnede Sorglinjen i januar 2019 i et samarbejde mellem Det Nationale Sorgcenter og Trygfonden.

Her har alle fra 13 år og opefter mulighed for ringe eller skrive med en frivillig, som både kan være ung og ældre. Og fælles for alle de frivillige er, at de selv har mistet en person tæt på og kender derfor mange af de følelser, der melder sig i sorgen.

Sorglinjen er kommet for at blive, hvis man spørger Kirsten Søndergaard, som er leder af frivilligområdet, der driver Sorglinjen.

“Jeg kan se, at der er rigtig mange ældre, der ringer og har behov for at tale om deres sorg,” siger hun og fortsætter:

“Sorg er meget individuelt, men vi oplever, at mange ældre kan føle sig ensomme i deres sorg. Det kan være nogen, der har mistet en ægtefælle gennem mange år, og så kan det godt være, at de har venner og familie, men det er ikke nødvendigvis det samme som at tale med en anden, som også har mistet en. Sorglinjen er et frirum, hvor man ikke behøver at tage hensyn til den, man taler med.”

Sorglinjen

Består af 100 frivillige, der alle selv har mistet.

De frivillige er i alderen 20 til 75 år og har alle mistet en eller flere nærtstående – dvs. et barn, en partner/ægtefælle, en søskende eller en forælder.

De frivillige har mistet på mange forskellige måder, for eksempel til ulykke, selvmord, pludselig sygdom eller langvarig sygdom.

Pårørende, der oplever alvorlig sygdom i nærmeste familie, kan også bruge Sorglinjen.

Kontakt Sorglinjen på tlf. 70 20 99 03

Du kan også sende SMS til 27 27 25 25

Du kan chatte - KLIK HER

Du kan skrive til brevkassen - KLIK HER

Sårbarheden pakkes væk

Kigger man på de ældres sorg, er der især en ting, der går igen.

“Mange ældre har svært ved at vise deres sårbarhed over for de andre i familien, fordi de føler, at de skal være de stærke og få det hele til at køre rundt,” fortæller Kirsten Søndergaard.

“Ældres sorg bliver ofte undervurderet, fordi det er forventeligt at miste en ældre ægtefælle. Folk begynder hurtigt at komme med trøstende bemærkninger, som “hvor var det godt, at I fik et godt og langt liv sammen”, eller ”godt at I har oplevet så meget sammen”.

Derfor kommer det heller ikke bag på lederen, at mange ældre rækker ud til Sorglinjen for at sætte ord på deres sorg og dele den med nogen, som forstår deres tab.

Det giver mening

Kirsa Ahlebæk er frivillig hos Sorglinjen. Privatfoto

“Jeg synes det giver mening for mig, men også for dem jeg snakker med.”

Sådan lyder det fra 72-årige Kirsa Ahlebæk, der meldte sig ind som frivillig hos Sorglinjen i 2020 – et år efter hun mistede sin mand.

“Jeg ville gerne hjælpe andre. Jeg har et fantastisk netværk og familie, så jeg har ikke manglet nogen at tale med om det, men qua mit fag ved jeg, at rigtig mange mangler nogen at tale med om sorg og død,” siger Kirsa Ahlebæk, der arbejder på deltid som sygeplejerske på et plejehjem.

Under de mange telefonsamtaler oplever hun, at de ældre føler sig ensomme, og de føler, at de ikke har nogen at tale med i forbindelse med et dødsfald.

“Nogle ældre er forstenede og ved ikke, hvordan de skal tage hul på et nyt liv uden ægtefællen, andre har praktiske problemer, som kan være, om de kan blive boende i deres hus,” lyder det videre fra Kirsa Ahlebæk.

Læs mere om sundhed, sygdom og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 26. juni 2022
Artiklen er sidst opdateret 1. juli 2022 kl. 13:26

Se, hvad vi ellers skriver om: