Risiko for KOL? Det skal du være obs på

Går du og hoster, kan det være et tegn på KOL, som du skal tage alvorligt. Lungesygdommen udvikler sig snigende over mange år og kan være livsfarligt, hvis ikke den bliver bremset

I Danmark opstår svær KOL næsten altid fordi, personen har røget. Sygdommen udvikler sig over mange år. Hos de fleste viser den sig først efter 60-årsalderen

KOL er en kronisk sygdom i lungerne, hvor luftvejene bliver forsnævret, og lungevævet bliver ødelagt.

Ifølge Lungeforeningen lever omkring 320.000 danskere med KOL, men kun halvdelen ved, at de har sygdommen. Hos de fleste viser den sig først efter 60-årsalderen.

Hvis du er ryger, har du som udgangspunkt risiko for KOL, for mellem 35-50 % af alle rygere udvikler før eller siden KOL.

Sniger-sygdom

Sygdommen er svær at opdage, fordi den ofte kommer snigende, så en stor del af dem, der får konstateret den, har haft lungesygdommen i mange år, inden diagnosen bliver stillet.

Men det er ikke desto mindre vigtigt at reagere på symptomerne i tide, fordi jo tidligere sygdommen bliver opdaget, desto flere gode leveår kan du få.

Derfor er det vigtigt at få målt din lungefunktion hos lægen, hvis du oplever et eller flere af følgende symptomer i mere end 2 måneder:

– Hoste og opspyt

– Åndenød

– Hyppige infektioner i lungerne

Symptomer du bør være særlig opmærksom på

Er du ryger, er der grund til at være ekstra opmærksom på hoste eller slimdannelse samt hyppige infektioner i luftvejene.

Det er dog værd at bemærke, at ikke alle personer med KOL har hoste og opspyt.

Hos nogle er det første tegn på sygdommen, at de bliver forpustet, når de anstrenger sig.

Det kan du selv gøre

Hvis du har fået lungesygdommen, er der flere ting, du selv kan gøre.

– KOL er en god grund til at stoppe med at ryge

– Reducer luftforurening.

Det kan du for eksempel gøre ved at undgå røgfyldte rum og stegeos.

– Det er vigtigt at få viden om baggrunden for symptomerne på KOL og få styr på behandlingen så tidligt som muligt.

Kilder: Lungeforeningen, Sundhed.dk

Læs mere om sundhed, sygdom og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 24. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret 13. juni 2022 kl. 13:21

Se, hvad vi ellers skriver om: