Forskning: Derfor skal du sove med slukket lys

Blot en enkelt nats søvn med tændt lys er nok til at lave rav i kroppen, viser et amerikansk studie

Det er ikke en god idé at sove med tændt lys om natten, viser en ny undersøgelse.

Kroppen skal tilsyneladende bruge mørke for at hvile sig ordentligt.

Sådan lyder konklusionen på et nyt studie i tidsskriftet PNAS, hvor amerikanske forskere har undersøgt, hvad der sker i kroppen, når man sover med lyset tændt.

Én særlig konsekvens lader til at være, at kroppens stress-systemer forbliver aktive natten lang.

Det skriver det norske videnskabsmedie forskning.no i en artikel bragt på Videnskab.dk.

Det er selvsagt ikke optimalt, og den fysiologiske effekt kan faktisk måles allerede efter én nat, ifølge studiet.

Lysets effekt på søvn

Modsat mange andre søvnstudier, som ofte er baseret på selvrapporterede informationer, foregik dette i et laboratorium, hvor forskerne kunne kontrollere for en lang række faktorer.

Her blev 20 deltagere mellem 18 og 40 år sat til at sove henholdsvis i mørke eller med tændt lys med forskellig lysstyrke – moderat lys (100 lux) og dæmpet lys (3 lux), skriver Videnskab.dk.

Målingerne viser, at lysets effekt på kroppen fremprovokerer samme fysiske reaktion, som når vi udsættes for lys om morgenen:

Pulsen stiger, og kroppen gør sig klar til at vågne.

Når hjertefrekvensen og blodtrykket øges, medfører det blandt andet et højere insulinniveau.

“Øget hjertefrekvens indikerer, at kroppens stresssystemer til dels forbliver aktiveret natten igennem. Det påvirker kroppens reaktion på insulin,” siger Rune Enger, lektor i medicin ved Universitetet i Oslo, til Forskning.no, ifølge Videnskab.dk.

Risiko for diabetes

Et forhøjet insulinniveau betyder, at kroppen har sværere ved at optage sukker fra blodet, hvilket på længere sigt kan disponere for type 2-diabetes, forklarer Rune Enger.

Han påpeger dog en svaghed ved studiet: Det måler kun effekten ved én nats søvn.

“Det, som ikke er kortlagt her, er, hvad der sker, hvis man ofte eller altid sover med lys i rummet. Man kan forestille sig, at man vænner sig til lyseksponeringen,” siger Rune Enger til forskning.no, ifølge Videnskab.dk.

“Hvis det ikke er tilfældet, og kroppens stresssystem forbliver aktiveret over flere nætter med lys, er det vigtige fund, som der bør følges op på.”

Læs mere om sygdom, sundhed og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 16. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret 23. maj 2022 kl. 8:01

Se, hvad vi ellers skriver om: