3 tip: Spar penge ved at skifte el-selskab

Trods stigende elpriser er der penge at spare, hvis du er strategisk omkring introtilbud og abonnementstype. Læs her, hvordan du gør.

Der er penge at spare, hvis man er aktiv på elmarkedet og jævnligt skifter leverandør.

Elpriserne er steget til nye svimlende højder, men koster ikke det samme hos udbyderne.

Derfor kan det betale sig at tage en prissammenligningsrunde blandt elselskaberne.

– Man skal overordnet sikre, at man har den mest optimale elaftale. Og her er der flere knapper, man kan skrue på, siger Martin Salamon, der er cheføkonom hos Forbrugerrådet Tænk.

Det bakkes op af en årlig analyse fra Forsyningstilsynet.

Her fremgår det, at der er penge at spare for forbrugere, hvis de “er aktive på elmarkedet og jævnligt skifter leverandør”, lyder det.

Den præcise besparelse er svær at gøre op, da det afhænger af, hvad du skifter fra og til.

– En forbruger med et dyrt elprodukt vil i sagens natur kunne spare mere ved at skifte, lyder konklusionen i elprisundersøgelsen.

Hoppe fra selskab til selskab

En klassisk sparetip er at hoppe fra elselskab til elselskab.

Den metode bliver især nævnt i mange internetfora, nu hvor elprisen er så høj.

Fast eller variabel timepris?

* Som en del af beslutningen skal du tage stilling til, hvorvidt du vil have en fast eller variabel timepris.

* Lidt forsimplet kan det sammenlignes med spørgsmålet om, hvorvidt du vil have fast eller variabel rente på et lån: Det er umuligt at spå om, hvad der på sigt er den bedste løsning, da ingen kan forudse renten og markedets udvikling.

* Dem, der har tegnet elabonnement med fast elpris for et halvt år siden, har eksempelvis haft en økonomisk gevinst, fordi prisen efterfølgende er ræset i vejret.

* Over tid har den variable pris dog vist sig at være den, der oftest kan betale sig.

Kilder: Forbrugerrådet Tænk, cheføkonom Martin Salamon.

Devisen er, at mange elselskaber har en lav intropris de første seks måneder, hvorefter de overgår til en anden pris, fordi du overgår til et andet produkt.

– Den nye pris kan tit være højere end markedsprisen. Så det er korrekt, at metoden virker, men man skal være klar til at lægge lidt arbejde i det, siger Martin Salamon.

Den periode, hvor introprisen er gældende, afhænger af det enkelte produkt, oplyser Forsyningstilsynet.

Det er dog ikke et krav, at forbrugeren efter udløbet af den midlertidige pris, skal overgå til et andet produkt.

– Det er også muligt at forblive på det samme produkt, blot til en anden og ofte højere pris, oplyser elpris.dk, som drives af Forsyningstilsynet.

Men det er altså det, man forsøger at undgå, ved at jævnligt at skifte selskab.

Omlæg abonnement

En anden metode er at omlægge dit abonnement.

Metoden går ud på, at man kigger på, om man er bedst stillet med en højere abonnementspris og en lavere kilowatt-timepris – eller omvendt.

– Det kan også have stor betydning for den endelige regning, og det er lidt lettere at gå til end at hoppe fra selskab til selskab, siger Martin Salamon.

Hvis du har et stort elforbrug, fordi du eksempelvis har en stor husstand, en stor bolig eller en elbil, er du typisk bedst stillet med en lidt større og dyrere abonnementspakke, men en lavere kilowatt-timepris.

– Hvis du omvendt har et lille forbrug og en lille lejlighed, hvor du måske kun bor én person, kan det som tommelfingerregel bedst betale sig med en lav abonnementspris og en højere kilowattime-pris, siger Martin Salamon.

Uanset om du vælger at hoppe fra introtilbud til introtilbud – eller omlægge mere langsigtet – så gå ind på www.elpris.dk.

Her kan du indtaste dit forbrug, hvorefter maskinen uvildigt regner ud, hvilket selskab som er billigst fra dig.

Digital elmægler

En tredje mulighed er en såkaldt digital elmægler.

Det er en abonnementstjeneste, hvor du betaler en virksomhed for hele tiden at prissammenligne og skifte selskab på vegne af dig.

På den måde varetager robotten arbejdet med at hoppe fra tilbud til tilbud.

Nogle af elmæglerne er ejet af store energiselskaber, andre er uafhængige selskaber.

Nogle af dem kan være fine og har god kundetilfredshed på eksempelvis Trustpilot.

Forbrugerrådet Tænk anbefaler, at du sikrer dig, at elmægleren er uafhængig af energiselskaberne.

– Elmægleren bør også skilte med, hvilke betalinger de får for at henvise forbrugerne, lyder rådet.

Først publiceret: 3. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 12:46

Se, hvad vi ellers skriver om: