To ud af tre danskere har fået første stik

66,7 procent af danskere har påbegyndt vaccination mod covid-19. I alt 44,8 procent er færdigvaccinerede.

Det går lige så stille fremad med Sundhedsstyrelsens vaccineprogram, og forleden passerede vi endnu en milepæl.

To ud af tre danskere har nu fået første stik med en vaccine mod covid-19, oplyser Sundhedsministeriet nemlig på Twitter.

De sidste grupper inviteret

Sundhedsstyrelsen gik i sidste uge i gang med at vaccinere de 30-34-årige.

Sammen med de 12-15-årige er de den sidste gruppe, der forventes at være færdigvaccineret ifølge Sundhedsstyrelsens vaccinationsplan, der forventes at være afsluttet ved udgangen af august.

Samtidig passerede man i sidste uge den 11. juli, hvor alle 50-54-årige efter planen skulle have fået tilbuddet om at blive færdigvaccineret.

Slutdatoen for vaccinationsprogrammet har været rykket både frem og tilbage afhængigt af, hvornår man har forventet leverancer med nye vaccinedoser.

Også beslutningen om at tage vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson ud af vaccinationsprogrammet haltede fremskridtet.

29.august er MÅSKE slutdatoen

Sundhedsstyrelsen øjner i øjeblikket 29. august som datoen, hvor alle voksne borgere i Danmark samt de 12-15-årige forventes at have fået tilbudt to stik med en vaccine.

I alt 46.330 personer har fået vaccinen fra Johnson & Johnson igennem en tilvalgsordning, hvor borgere selv kan vælge at få vaccinen, selv om Sundhedsstyrelsen ikke bruger den.

151.303 personer har fået et stik med AstraZeneca-vaccinen.

I alt 3.902.740 personer har således påbegyndt vaccinationsprocessen ved at modtage første stik med en vaccine mod coronavirus. Det svarer til cirka 66,7 procent eller to ud af tre danskere.

44,8 % er færdige nu

Af dem er 2.621.098 har færdiggjort vaccinationen – enten ved at få andet stik med en vaccine, eller fordi de har taget imod vaccinen fra Johnson & Johnson, der kun kræver ét stik. Dermed er 44,8 procent af danskerne nu færdigvaccinerede.

I øjeblikket bliver vacciner kun tilbudt personer, der er fyldt 12 år.

Alligevel bliver andelen af vaccinerede opgjort i forhold til hele befolkningen, fordi sundhedsmyndighederne ønsker at vurdere, hvor tæt Danmark er på flokimmunitet.

 

Først publiceret: 22. juli 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 9:52