Kong Charles’ stikpille til Donald Trump fik alle til at reagere
Den britiske konge, kong Charles, kom med bemærkninger til både Donald Trump og USA under sin tale til kongressen.
Det kan meget vel være, at kong Charles senere i år fylder 78 år, men det er ikke ensbetydende med, at han ikke kan være rap i replikken.
I disse dage befinder den britiske konge sig i USA for at mødes med den amerikanske præsident, Donald Trump.
Under sit møde holdt kongen en tale til kongressen, og her sendte han en stikpille afsted til Donald Trump som svar på en tidligere udmelding fra præsidenten.
Det skriver BBC.
Roste NATO
Der var fuld opbakning til NATO, da kong Charles indtog talerstolen i den amerikanske hovedstad, Washington D.C.
Gentagne gange gjorde kongen det klart, at USA og Storbritannien er nødt til at stå sammen i en “mere ustabil, mere farlig” era.
“Vi mødes i en tid præget af stor usikkerhed, i en tid med konflikter fra Europa til Mellemøsten, som udgør enorme udfordringer,” udtalte Charles.
Tidligere i år har Donald Trump også udtalt sig om NATO. Det har han gjort flere gange, men som de fleste ved, så har det ofte været kritisk.
Tilbage i januar lød det eksempelvis fra præsidenten, at havde det ikke været for USA’s hjælp under Anden Verdenskrig, så ville Europa i dag tale tysk.
Det var dog ikke en bemærkning, som kong Charles bare ville lade stå hen.
“Hvis det ikke var for os, så ville I tale fransk!”
Under sin tale til kongressen henvendte Charles sig direkte til Donald Trump og adresserede kommentaren.
“De sagde for nylig, hr. præsident, at hvis det ikke var for USA, ville de europæiske lande tale tysk.”
“Tør jeg sige, at hvis det ikke var for os, så ville I tale fransk!”
Den britiske konge refererede her til USA’s fortid som en koloni.
Det var ikke den eneste stikpille, som kongen sendte afsted.
Under sin tale jokede kong Charles også med, at USA i år “kun” kan fejre, at landet fylder 250 år.
“Det er 250 år, eller som vi siger i Storbritannien: for ganske nylig.”
Kommentarerne blev dog modtaget med smil fra præsidenten og grin fra resten af lokalet.
Generelt var der god stemning, og BBC beretter, at kong Charles flere gange fik stående bifald under sin tale.
Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 29. april 2026
Artiklen er sidst opdateret 29. april 2026 kl. 10:30