Uhyggelige anklager mod Meghan Markles far: Nu skal han mentalundersøges

Meghan Markle har selv udtalt sig om anklagerne mod faren.

Meghan Markle og prins Harry.

Meghan Markle og prins Harry. Foto: Misc/Backgrid/Ritzau Scanpix

Hertuginde Meghans far, Thomas Markle, er havnet i en alvorlig sag i USA, hvor han er anklaget for at være i besiddelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn.

Den 82-årige blev fredag anholdt i den amerikanske delstat Florida, og nu har en dommer besluttet, at han skal gennemgå en psykiatrisk undersøgelse.

Undersøgelsen skal afgøre, om Thomas Markle er mentalt i stand til at forstå og deltage i den retssag, der venter ham.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters ifølge Ritzau.

Meghan kendte til anklagerne

Allerede den 23. oktober, inden hendes far blev anholdt, reagerede hertuginde Meghan på de alvorlige beskyldninger.

I en erklæring, som blandt andre den britiske avis The Guardian har omtalt, fortalte hun, at hun var dybt berørt af oplysningerne.

“Jeg er dybt rystet over de oplysninger, der er kommet frem inden for det seneste døgn, og mine tanker går til alle de børn, der måtte være blevet udsat for overgreb,” lød det fra Meghan.

Hun afslørede samtidig, at det langt fra var første gang, hun havde hørt om anklagerne mod sin far.

Fik besked i 2018

Ifølge Meghan blev hun allerede i 2018 gjort bekendt med alvorlige beskyldninger mod Thomas Markle.

Det skete, efter at det britiske politi havde modtaget et brev med oplysninger om hendes far, som efterfølgende blev videregivet til hende.

“I 2018 blev der sendt et brev til Metropolitan Police og afdelingen for beskyttelse af kongefamilien. Brevet blev efterfølgende delt med mig. Det indeholdt bekymrende og foruroligende anklager mod min far, og jeg fik forsikringer om, at de blev undersøgt,” forklarede Meghan ifølge The Guardian.

Hun blev angiveligt orienteret om brevet i sommeren 2018, kort efter sit bryllup med prins Harry.

Meghan har i flere år haft et anstrengt forhold til sin far. Han har heller aldrig har mødt hendes to børn, prins Archie og prinsesse Lilibet.

I erklæringen forklarede hun, at beslutningen om at holde afstand havde handlet om at beskytte børnene.

“Jeg håber, at det nu kan forstås, at afstanden til min far og min beslutning om ikke at lade ham have kontakt med vores børn kun havde én årsag: at beskytte dem.”

Afviser alle anklager

Thomas Markle har selv afvist beskyldningerne på det kraftigste og fastholder, at han ikke har været i besiddelse af det omtalte materiale.

I et interview med den britiske avis Daily Mail, som The Guardian gengiver, fortalte han, at han var chokeret over, at hans egen søn stod bag anklagerne.

“Jeg er chokeret, såret og meget ked af, at min søn kommer med disse anklager mod mig. Jeg kunne aldrig gøre det, jeg bliver beskyldt for. Det er det værste, nogen kunne anklage mig for,” sagde han.

Anklagerne blev offentligt kendt, efter at Meghans halvbror, Thomas Markle Jr., fortalte, at han havde fundet et stort antal billeder på computere og mobiltelefoner i deres fars tidligere hjem i Filippinerne.

Thomas Markle Sr. har imidlertid forklaret, at computerne ikke havde været i hans besiddelse, siden han forlod Mexico og flyttede til Filippinerne i januar 2025.

Også Meghans halvsøster, Samantha Markle, har forsvaret deres far. Hun har beskyldt sin bror for at fremsætte falske anklager for at tjene penge på historien.

Alvorlige fund

Ifølge Reuters omfatter materialet i straffesagen blandt andet to fotografier, hvor Thomas Markle poserer sammen med en nøgen mindreårig pige, samt andre billeder af ham med delvist afklædte børn.

Et af fotografierne ser ifølge nyhedsbureauerne ud til at være taget på et motelværelse i Filippinerne, hvor han tidligere har boet.

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, oplyser i dokumenter indleveret til retten, at materialet blev beslaglagt i opbevaringsrum i Los Angeles.

Thomas Markle havde ifølge myndighederne lejet rummene siden 2008.

Viste tegn på hukommelsesproblemer

Under Thomas Markles første retsmøde i Florida blev dommeren bekymret for hans mentale tilstand.

Ifølge den føderale dommer Lindsay Griffin viste han blandt andet tegn på problemer med hukommelsen.

Det har fået dommeren til at sætte spørgsmålstegn ved, om den 82-årige er i stand til at gennemgå en retssag.

Resultatet af den psykiatriske undersøgelse skal være indleveret til retten senest den 20. november.

Blev hentet på plejehjem

Thomas Markle har senest boet i byen Lakeland i Florida, hvor han ifølge Daily Mail opholdt sig på et plejehjem.

Da politiet anholdt ham fredag, blev han ifølge avisen ført væk fra plejehjemmet i en kørestol.

Under det efterfølgende retsmøde erklærede han sig hverken skyldig eller ikke skyldig i anklagerne.

Han blev efterfølgende løsladt på betingelse af, at han møder op i retten, når han bliver indkaldt.

Derudover skal han opholde sig i husarrest og bære elektronisk overvågningsudstyr.

Thomas Markle er fortsat sigtet, men ikke dømt for de forhold, han er anklaget for.

Vil du læse flere historier fra SeniorNews? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.

Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.

Først publiceret: 10. november 2026
Artiklen er sidst opdateret 10. november 2026 kl. 8:40

Se, hvad vi ellers skriver om:

og