Få din konto til at gå i nul og boost din opsparing

På tre år sparede Pernille Oldgaard og hendes mand en million kroner op. I ny bog deler hun privatøkonomiske hacks, der giver plus på bankkontoen.

Pernille Oldgaard er økonomisk rådgiver og finansiel influent under navnet Moneymum. Hun har en baggrund som finansøkonom og har tidligere arbejdet som bankrådgiver og filialdirektør.

Overblik er nøglen til at få en sund økonomi.

Det er den gennemgående pointe i en ny bog med gode råd til, hvordan du får hverdagens pengestrømme til at flyde i en gunstig retning.

Bogen hedder netop “Overblik – alt du skal vide om hverdagsøkonomi” og er skrevet af Pernille Oldgaard. Hun er privatøkonomisk rådgiver og indehaver af instagramprofilen Moneymum, hvor hun deler tips om, hvordan du får mest ud af dine kroner og øre.

“Det er vigtigt at få sat en struktur for din økonomi, hvor du faktisk ved, hvad du bruger sine penge på,” siger Pernille Oldgaard og fortsætter:

“Det var noget, der kom bag på mig selv, da jeg opdagede det i vores egen økonomi. Vi havde mellem 30.000 og 35.000 kroner til rådighed hver måned, og de forsvandt bare, uden at vi på nogen måde levede ekstravagant.”

Budget på en anden måde

Pernille Oldgaard besluttede sig for at ændre drastisk på familiens pengevaner.

Et vigtigt værktøj i det arbejde blev at skrue familiens budget sammen på en ny måde.

Konkret satte hun et loft for, hvor mange penge familien måtte forbruge om måneden. I begyndelsen lå beløbet på 12.000 kroner. Senere blev det sat op til 15.000, da parret fik sit andet barn.

“Det loft betød, at vi lige pludselig gik fra ikke at spare penge op til at kunne spare mellem 20.000 og 25.000 kroner om måneden,” fortæller hun.

Tre år senere stod der en million kroner på opsparingskontoen, og ifølge Pernille Oldgaard lykkedes det uden følelsen af at skulle leve skrabet eller undvære noget i hverdagen.

Mange får et chock

Vil du gøre hende kunsten efter, er første skridt, at du sætter dig ned og gennemgår dit forbrug for det seneste år.

“Det er virkelig ikke særligt sjovt at skrive ned i forskellige kategorier, hvad du har brugt dine penge på. Rigtig mange får et chok, men du er nødt til at se dit forbrug i øjnene for at kunne ændre det,” siger Pernille Oldgaard.

Kig dernæst på listen over udgifter med blik for, om der er nogle af dem, du i fremtiden kan skrue ned for. Når du har gjort det, laver du et regnestykke, hvor du har en plan for hver en krone af de penge, du tjener.

Metoden kaldes “Zero Based Budget”, fordi målet er, at din budgetkonto går i nul hver måned.

“Alle vores indtægter går ind på en fælles konto, hvorfra alle regninger bliver betalt. Derfra overfører vi et fast beløb til forbrug, som for os ligger på 15.000 kroner. Resten overfører vi til vores opsparing,” fortæller Pernille Oldgaard fortsætter:

“Det er faktisk en metode, som mange store virksomheder bruger til at styre likviditeten på, men den kan også bruges i privatøkonomien.”

Opdag prisstigninger

For at metoden skal virke, er det afgørende, at du løbende holder øje med, om dit budget holder.

“Hver måned sætter jeg ti minutter af til at se, om det, vi har budgetteret med, passer med virkeligheden. Det er også en måde at opdage prisstigninger på,” siger hun.

Derudover vurderer hun, om der er noget, der kan skæres fra – for eksempel et abonnement, som ikke bliver brugt.

“Vi køber alle så mange ting, vi ikke har brug for. Derfor er det en kæmpe øjenåbner at se sit forbrug i øjnene, så du kan ændre på din økonomi og begynde at spare op,” fastslår Pernille Oldgaard.

Først publiceret: 27. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret 27. februar 2024 kl. 10:31

Se, hvad vi ellers skriver om:

og