Søren Ryge har planlagt sin grav: Dette skal være på hans sten

Søren Ryge ved allerede, hvor han skal stedes til hvile, og hvad der skal være på hans gravsten.

Søren Ryge

Søren Ryge Petersen. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

I mere end 40 år var Søren Ryge at finde hos DR og dermed også direkte hjemme i danskernes dagligstuer, når de tændte for deres fjernsyn.

Selvom han blev kendt som havemand, så var han uddannet filosof, og det kom ofte til syne i hans programmer, hvor livet og naturens gang ofte blev italesat.

Ikke overraskende har den 81-årige Søren Ryge også gjort sig tanker om sit eget liv og bortgang, og det har medført, at han ved præcis, hvordan han skal herfra.

Det fortæller han i programmet “Gudstjenesten: Søren Ryge – Høst og håb”, skriver DR.

Ikke bange for at dø

Som barn tog han til gudstjenester, hvor faren bad indgangsbøn, mens moren sad ved et gammelt trampeorgel. I dag forbinder han dog mindre kirken med barndomsminder.

De seneste fem år har 81-årige Søren Ryge været til omkring ti begravelser og bisættelser, og det har sat gang i hans tanker om livets afslutning.

Den pensionerede tv-vært er dog ikke bange for at dø. Det fortæller han ærligt i programmet.

For ham minder døden om at lægge sig til at sove – bare uden at vågne op igen. Tanken om at blive brændt skræmmer ham dog. Derfor ønsker han også at blive begravet i en kiste, hvor han bare kan “sove”.

Det skal der være på min gravsten

Og hvor Søren Ryge skal sove, det har han også helt styr på.

For år tilbage besøgte han sine forældres gravsted, og her så han, at pladsen ved siden af var ledig.

Det er dog ikke kun den tætte plads, som Søren Ryge kommer til at have til fælles med sine forældre.

Forældrene ligger under en stor granitsten, der er udsmykket med 11 viber, og Søren ønsker også selv at have en fugl på sin gravsten – det skal dog bare ikke være en vibe.

“Her skal der sidde en musvåge. Jeg elsker jo fugle, men musvågen er nok en af de få fugle, der mestrer kunsten at lave ingenting. Den svæver bare i det smukkeste danske sommervejr, fordi den kan.”

Søren Ryge tilføjer, at det netop skal være en musvåge, fordi den for ham symboliserer noget ganske særligt – nemlig evigheden.

Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.

Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.

Først publiceret: 5. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret 5. oktober 2026 kl. 15:12

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og