Årsopgørelse: Hold øje med dette som pensionist

Skal du have penge tilbage i skat, eller skal du betale? Se hvad du skal være opmærksom på, når du tjekker årsopgørelsen.

Uanset om du skal betale eller have penge tilbage, er der visse ting, du bør være opmærksom ifm. din årsopgørelse.

Mandag åbnede Skattestyrelsen officielt for årsopgørelsen for 2022. Men ligesom de forrige år, så åbnede Skat allerede for adgangen i løbet af weekenden.

Begivenheden – der ofte omtales som Danmarks største digitale enkeltbegivenhed – giver borgerne den første indikation på, hvordan det er gået med skattebetalingen i det forgangne år.

Med åbningen af årsopgørelsen får knap 4,8 mio. borgere adgang til deres oplysninger i TastSelv og mulighed for at se, om der er betalt for meget eller for lidt skat i løbet af 2022.

Tjek din årsopgørelse HER

Tjek detaljer

“Åbningen af årsopgørelsen er en kæmpe digital begivenhed. Vi oplever voldsom stor interesse for at se, om årets tal er grønt eller rødt i TastSelv. Men brug også gerne lige et øjeblik på at tjekke, om alle oplysninger er kommet rigtig med, eller om noget mangler. Vi får mange oplysninger automatisk, men der kan være detaljer, man selv skal sørge for at taste ind, så man betaler den rigtige skat,” siger underdirektør i Skattestyrelsen Jan Møller Mikkelsen.

Du skal selv give oplysninger om blandt andet:

  • Kørselsfradrag (befordringsfradrag)
  • Servicefradrag
  • Håndværkerfradrag
  • Gevinst og tab på aktier og andre værdipapirer
  • Gevinst og tab på kryptovaluta
  • Indtægter fra deleøkonomi (for eksempel udlejning af værelse, bolig og bil)
  • Børnebidrag
  • Ægtefællebidrag

Efter åbningen af årsopgørelsen udbetales overskydende skat fra 14. april. Sidste år blev der udbetalt godt 19,9 milliarder kroner i overskydende skat og opkrævet knap 8,4 milliarder kroner i restskat.

Vær opmærksom på dette

Dette skal du være opmærksom på som pensionist.

Du er stoppet med at arbejde

Hvis du er gået på pension i løbet af 2022, er din indtægt faldet, og du skal måske have penge tilbage i skat, hvis ikke du har ændret din forskudsregistrering.

Men når du ikke længere arbejder, har du ikke længere ret til beskæftigelsesfradrag. Du har heller ikke ret til fradrag for kontingenter til fagforening og a-kasse og befordringsfradrag, når du er gået på folkepension. Har du ikke ændret din forskudsregistrering, kan du derfor risikere at skulle betale.

Hvis du er på efterløn, kan du ikke få beskæftigelsesfradraget, men du kan trække kontingent til fagforening og a-kasse fra i skat.

Du er gået op eller ned i løn

Har du fået et job, eller er du steget i løn, er det vigtigt, at din forskudsopgørelse bliver ændret, ellers risikerer du, at skulle betale skat tilbage.

Du skal også huske at ændre forskudsopgørelsen, hvis du falder i indtægt. Udbetaling Danmark bruger nemlig tallene på din forskudsopgørelse til at beregne din pension. Derfor er det vigtigt, at du ændrer din forskudsopgørelse, hvis der sker ændringer i din indtægt. Så får Udbetaling Danmark nemlig besked direkte fra Skattestyrelsen.

Du er ophørt med at betale til private pensionsordninger

Er du stoppet med at arbejde, er du nok også stoppet med at betale til private pensionsordninger. Det skal du også huske at rette på din forskudsopgørelse, hvis du ikke vil risikere at skulle betale skat tilbage.

Velgørenhed

Du kan få fradrag for gaver, bidrag og donationer til velgørende organisationer, foreninger, fonde, stiftelser, institutioner og religiøse samfund, som er godkendt af Skattestyrelsen.

  • Du kan højst få fradrag for 17.700 krone. i 2023 (17.200 kr. i 2022).
  • Du får automatisk dit fradrag, hvis du har givet foreningen dit cpr-nr.
  • Du kan få fradrag for både små og store beløb.
  • Fradragets værdi er ca. 26 %, så hvis du giver 100 kr., sparer du ca. 26 kr. i skat.
  • Du får ikke fradrag for kontingenter og varekøb.
  • Du får fradrag for alle beløb, hvis du giver gaver til forskning.

Ret senest 1. maj

Fristen for at rette årsopgørelsen er 1. maj 2023. Hvis du oplyser inden fristen, og du skal have penge tilbage, vil du få dem udbetalt hurtigere.

Skat sætter i de fleste tilfælde automatisk pengene ind på din konto fra medio april.

Frist for indbetaling af restskat uden procenttillæg​ er 3. juli 2023.

Du kan se og rette din årsopgørelse HER

Årsopgørelse for pensionister

Årsopgørelsen fra Skat må ikke forveksles med den årsopgørelse, som Udbetaling Danmark udsender hvert år, og som oplyser, om du har fået det rigtige i pension ud fra årsopgørelsen fra SKAT.

Pensionister får årsopgørelsen fra Udbetaling Danmark i løbet af juni måned.

Pensionister skal under alle omstændigheder altid udfylde og tjekke årsopgørelsen fra skat som alle andre borgere.

Først publiceret: 13. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 14. marts 2023 kl. 7:41

Se, hvad vi ellers skriver om: