Ny forskning: Dette skal du spise for at sove bedre

Med et nyt studie har forskere nu set nærmere på, hvilke fødevare man bør spise, hvis man ønsker at forbedre sin søvn.

Det er bestemt ikke ny viden, at din kost har en indvirkning på din livskvalitet.

Vi ved allerede, at usund kost kan påvirke alt fra din fysiske sundhed og energiniveau til dit mentale helbred.

Nu har forskere så også set nærmere på, hvordan kosten påvirker din søvn. Derfor kommer de også med bud på, hvad du bør spise, hvis du vil have en god nats søvn.

Det skriver Washington Post.

32 kostfaktorer blev overvåget

I undersøgelsen – der blev offentliggjort i tidsskriftet Nature Health – har forskerne fulgt 28.000 deltagere gennem flere år.

Her analyserede de både deltagernes kost og andre forhold såsom deres helbred og søvnvaner.

Eksempelvis har de indsamlet oplysninger om deres sygehistorie og livsstil. Det har de gjort ved kontinuerligt at måle deltagernes blodsukker, analysere deres genetik og overvåge deres søvn med trackere.

Og det var altså ikke kun selve indholdet, forskerne undersøgte. I alt var det hele 32 forskellige kostfaktorer, der omfattede alt fra vitaminer og mineraler til tidspunktet, hvorpå deltagerne spiste samt mængden og det daglige kalorieindtag.

Det viste sig, at syv af faktorerne hang sammen med et eller flere aspekter af nattesøvnen.

Forskerne fandt, at plantebaserede fødevarer som frugt, grøntsager, fuldkorn, bønner, nødder og olivenolie hang sammen med forbedringer i søvnen.

Ligeledes observerede de også, at større måltider om aftenen så ud til at få folk til at sove længere, selvom søvnen ikke nødvendigvis var lige så restituerende.

“Et væsentligt resultat”

Ifølge Washington Post fandt forskerne, at kost med højt indhold af fibre var forbundet med mere restituerende søvn, dybere søvn og REM-søvn.

Ligeledes fandt de også, at dem, der spiste et større udvalg af plantebaserede fødevarer, her især minimalt forarbejdede fødevarer som bønner, linser, nødder, frugt og grøntsager, havde en lavere puls om natten.

Forskerne brugte også dietary phytochemical index. Indekset måler, hvor stor en andel af kalorierne i kosten, der kommer fra plantestoffer som betacaroten, lycopen og resveratrol.

De omfatter antioxidanter, som kan hjælpe med at dæmpe inflammation og mindske risikoen for sygdom.

De mennesker, der havde en kost, der netop var rig på disse plantestoffer, havde tendens til at få en dybere søvn om natten. Ligeledes havde de mere REM-søvn og en lavere puls.

Hagai Rossman, der er en af forskerne bag undersøgelsen og adjunkt ved Mohamed bin Zayed University of Artificial Intelligence i De Forenede Arabiske Emirater, kalder det for et væsentligt resultat.

“En fiber- og planterig kost har en meget positiv effekt på søvnens opbygning… Det var et væsentligt resultat. Det har været forholdsvis velkendt i forvejen, men nu har vi vist det i en stor befolkningsgruppe, der lever deres almindelige liv.”

Professor kalder undersøgelsen for “veludført”

Undersøgelsen kan nu føjes til anden forskning, der også tyder på, at en planterig kost kan fungere som en slags naturlig hjælp til søvnen.

Marie-Pierre St-Onge, der er professor i ernæringsmedicin ved Columbia University Irving Medical Center og leder af Center of Excellence for Sleep & Circadian Research, deltog ikke selv i undersøgelsen, men hun kalder den “veludført.”

Samtidig udtaler hun også, at det tyder på, at folk, der ønsker at forbedre deres søvn, bør “prioritere plantebaserede fødevarer, som er rige på fibre og plantenæringsstoffer.”

Marie-Pierre St-Onge har også selv sammen med sine kollegaer i andre observationsstudier fundet mennesker, hvis kost lå tæt op ad middelkosten, havde en tendens til at sove længere og opleve færre symptomer på søvnløshed.

Det mest overraskende resultat var dog, at større måltider om aftenen hang sammen med en lidt længere søvn.

Flere eksperter fraråder netop dette, da det kan give sure opstød, halsbrand og forstyrret søvn.

Forskerne fandt da også, at selvom søvnen var længere, så var deltagernes puls også højere. Dette kan være tegn på dårligere søvn. Det kan også betyde, at den ikke er lige så restituerende, påpeger St-Onge.

Hvad skal jeg spise for at sove bedre?

St–Onge har tidligere udgivet bogen “Eat Better, Sleep Better”, der ser på, hvordan kosten påvirker søvnen.

Her kommer hun selv med konkrete eksempler på, hvordan du kan sammensætte din kost for at fremme din søvn.

Ifølge Washington Post anbefaler hun, at man til morgenmad eksempelvis spiser quiche med laks, gedeost og spinat eller naturel yoghurt med müsli.

Frokost kan bestå af en burrito-bowl med kalkun, sorte bønner eller salat med tun, kikærter og sesam-ingefær-vinaigrette.

Aftensmad kan være hvidløgsstegte rejer med salat eller kikærtepasta med butternutsquash, valnødder, parmesan og ovnbagt broccoli.

Hendes pointe er, at man ikke behøver at fjerne alle animalske produkter men i stedet spise mere plantebaseret.

Washington Post nævner yderligere følgende eksempler på fødevarer, der har et højt indhold af de gavnlige plantestoffer betacaroten, lycopen og resveratrol:

Brune ris, quinoa, havregryn, æbler, bær, bananer, kål, pekannødder og græskarkerner.

Først publiceret: 5. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret 5. oktober 2026 kl. 15:16

Se, hvad vi ellers skriver om:

og