Se billeder: Her er landets dyreste lejlighed

Privat tagterrasse på 60 kvm, elevator direkte op i boligen og consierge-service til at gøre livet nemmere.

Privat tagterrasse og concierge: Vild penthouse er landets dyreste lejlighed.

Det er noget af det, der følger med den vilde penthouselejlighed i prestigebyggeriet The Silo i vandkantsbydelen Nordhavn, som i øjeblikket er landets dyreste lejlighed til salg.

Det skriver boligmediet Boliga.

Udbudsprisen, der sikrer liebhaverboligen førstepladsen på ejerlejlighedsmarkedet, lyder på intet mindre end 37,5 millioner kroner, hvilket betyder, at hver af de 264 kvadratmeter i boligen koster over 140.000 kroner.

Penthouselejligheden har i alt fem værelser fordelt på to etager med uhindret udsigt til havet udenfor den københavnske bydel – og så følger der desuden en række fordele med at bo i den eksklusive ejendom ifølge salgsmaterialet hos den lokale mægler EDC Poul Erik Bech, Østerbro og Nordhavn:

Deriblandt privat parkering, adgang til bygningens fitnesscenter, kajakker til fri afbenyttelse, renseriservice og mulighed for at få en privat servering i din nye lejlighed eller på tagterrassen fra ejendommens restaurant; The Silo.

Kan slå historisk prisrekord

Ikke nok med, at lejligheden i Nordhavn er den dyreste på markedet lige nu, så kan den også gå hen og slå en historisk prisrekord, hvis den bliver solgt for et beløb i nærheden af udbudsprisen.

De lejlighedshandler, der lige nu holder rekorden, indbragte nemlig ifølge Boliga 32,5 millioner kroner stykket – altså et godt nøk under prisen på 37,5 millioner kroner for penthouselejligheden i The Silo.

Alle de rekordstore handler gik igennem sidste år, hvor tre ejerlejligheder rundt omkring i København blev solgt for samme store millionbeløb.

Sidste gang penthouselejligheden i Nordhavn blev handlet var i november 2020, hvor de nuværende ejere købte den for 29 millioner kroner og efterfølgende gennemrenoverede den.

Se landets dyreste lejlighed til salg her.

Først publiceret: 9. juni 2023
Artiklen er sidst opdateret 9. juni 2023 kl. 13:55

Se, hvad vi ellers skriver om:

og