Dronning Margrethe tager afsked med Konstantin

Den afsatte konge af Grækenland begraves mandag. Konstantins ældste søn holdt tale ved sin fars kiste.

Dronning Margrethe ankommer til ekskong Kontantins bisættelse i Athen. Foto: Robin Utrecht/Danapress/Ritzau Scanpix

Dronning Margrethe og en række af hendes kongelige kolleger i Europa siger mandag farvel til den græske ekskong Konstantin II.

Den afsatte konge af Grækenland, der var gift med dronning Margrethes yngste søster Anne-Marie, døde 10. januar i en alder af 82 år.

Mandag begyndte afskeden med en ceremoni i Metropolis-katedralen i Athen, før Konstantin skal begraves ved slottet Tatoi, som ligger omtrent 29 kilometer nord for hovedstaden.

Søn holdt tale

Konstantins ældste søn, kronprins Pavlos, holdt i katedralen en tale foran sin fars kiste.

“Far, dette er ikke enden. Du vil altid leve i vores tanker og hjerter, som det gælder for alle græske familier, når de mister den kæreste figur i deres liv,” lød det fra Pavlos ifølge TV 2.

Ekskong Konstantin var en omdiskuteret skikkelse i det hjemland, han elskede dybt.

Den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, sagde lørdag ifølge Reuters, at historiebøgerne vil “dømme Konstantin retteligt og hårdt”.

Udsat for kup

Konstantin var Grækenlands konge fra marts 1964 til april 1967, hvor officerer i den græske hær tog magten ved et kup.

Han forsøgte sig med et modkup, der slog fejl, og han og daværende dronning Anne-Marie, som han blev gift med i september 1964, blev tvunget i eksil.

De seneste ti år har parret dog boet i Grækenland. Senest flyttede de fra halvøen Peloponnes til Athen, så Konstantin kunne være nærmere hospitaler.

I 1974 blev monarkiet i Grækenland afskaffet ved en folkeafstemning.

Selv om Konstantin i årtier ikke officielt har været konge, har han fået lov at beholde sin titel og skal således officielt omtales som kong Konstantin.

Den græske regering har også afvist en officiel begravelse, og Konstantin vil derfor blive begravet som privatperson ifølge nyhedsbureauet Reuters.

 Europas kongelige tager afsked

Dronning Margrethe deltager sammen med kronprins Frederik, prins Joachim og prinsesse Benedikte i begravelsen.

Det gør også den spanske kongefamilie, den svenske kongefamilie, dronningen og kongen af Holland, Norges kronprins Haakon, fyrst Albert af Monaco samt storhertug Henri af Luxembourg ifølge Reuters.

Det græske medie Ekathimerini skriver, at den græske regering vil være repræsenteret i form af kulturminister Lina Mendoni.

Ekskong Konstantin efterlader sig foruden Anne-Marie fem børn og ni børnebørn.

Først publiceret: 16. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret 16. januar 2023 kl. 13:15

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , , og