Konge: Min søn burde være tronarving

Carl Philip blev født som kronprins. Love bør ikke ændres med tilbagevirkende kraft, siger Kong Carl Gustaf. Efterfølgende har han udtalt støtte til kronprinsesse Victoria.

Kong Carl Gustaf og kronprinsesse Victoria. Foto: Spa/Danapress/Ritzau Scanpix

Sveriges kong Carl Gustaf mener fortsat, at hans søn burde have været tronarving og er stadig kritisk over for den grundlovsændring, som gjorde kronprinsesse Victoria til tronarving.

“Carl Philip blev født som kronprins, og jeg synes fortsat, at loven ikke kan ændres med tilbagevirkende kraft,” siger han i SVT-dokumentaren “Sveriges sidste konger”.

Da prins Carl Philip blev født i 1979 var han tiltænkt rollen som tronarving, men processen med at ændre grundloven var allerede i gang. 1. januar 1980 blev tronfølgen ændret.

Dermed blev Carl Philips storesøster Victoria tronarving med titlen kronprinsesse.

Er stadig modstander af ændring

Kong Carl Gustaf var modstander af ændringen allerede da den skete, og han fastslår i SVT-dokumentaren, at han stadig er af denne opfattelse.

“Min søn blev født, og så ændrede man det meget pludseligt, og han mistede alt. Det er ganske mærkeligt,” siger kongen.

Til et spørgsmål om, hvorvidt han syntes det var uretfærdigt, svarer han:

“Ja, det synes jeg. Som forælder synes jeg, at det er forfærdeligt.”

Kongen siger videre, at det er vanskeligt med love, som har tilbagevirkende kraft.

“Det virker ikke rigtigt. Det mener jeg stadig,” siger han.

Fastholder sin omtale af diktatur

Kongen står også fast på sin positive omtale af sultanen af Brunei, som vakte stor opsigt i 2004 i forbindelse med den svenske monarks omstridte statsbesøg i sultanatet, som ligger på Borneos nordvestkyst.

Styret er et diktatur, hvor sultanen styrer via dekreter.

Kongen blev kritiseret for at have lovprist Brunei i et interview med Sveriges Radio.

Han sagde i interviewet, at Brunei er “et åbent land”, hvor sultanen Hassanal Bolikiahhar har “en kolossal nærhed til folket”.

Skal ikke tolkes som kritik af Victoria

Torsdag kom den svenske konge med en udtalelse, hvori han blandt andet understreger sin støtte til sin ældste datter, kronprinsesse Victoria.

“Det har smertet mig dybt, når jeg i bakspejlet har hørt kommentarer, der hævder, at jeg ikke ville stå bag min datter, kronprinsesse Victoria, som Sveriges tronfølger,” udtaler kongen og fortsætter i meddelelsen:

“Jeg vil derfor gøre det klart, at mine interviewsvar ikke skal tolkes som kritik af den kvindelige tronfølge eller af kronprinsesse Victoria.”

Kilde: Ritzau, Kungahuset.se

Først publiceret: 15. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret 13. januar 2023 kl. 13:51

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og