Advarsel: Spis dem ikke

Vestjysk virksomhed tilbagekalder østers pakket inden nytår

Fødevarestyrelsen er lige nu i gang med at undersøge, hvad østerserne fejler, men for en sikkerhedsskyld har Venø Seafood valgt at tilbagekalde dem.

Østers er en klassiker til nytår, men flere er nu blevet syge efter at have spist dem.

Det drejer sig helt konkret om østers fra Venø Seafood, som står for det største salg af østers i landet, skriver Tv Midtvest.

Virksomheden er nemlig blevet kontaktet af en række kunder, som har fået opkast og diarre efter nytårsmaden, hvorfor man nu tilbagekalder et parti østers.

“Hvis de igangværende undersøgelser påviser, at det faktisk er vores parti, der er kilden til sygdomstilfældene, så vil vi naturligvis dybt beklage det, for vi ønsker naturligvis ikke, at nogen bliver syge,” siger Kristian Borbjerggård, direktør og ejer af Venø Seafood.

Det drejer sig helt konkret om 3868 styk Norske Sandefjords-østers med pakkedato fra 27.-30. december 2022.

Ligger man inde med Norske Sandefjords-østers batch nr. CO4, skal de enten kasseres eller tilbageleveres.

Kilde: Tv Midtvest

Først publiceret: 5. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret 5. januar 2023 kl. 14:08

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og