Har du prøvet denne sjove motionsform?
Traditionel fitness er ikke for alle. Her er en alternativ motionsform, som kan gøre det lettere for dig at komme i gang med at bevæge kroppen.
Hvis du endnu ikke har hørt om floorball, kan du med fordel læse videre.
Floorball er et spil, der minder meget om hockey. Kampene bliver afviklet med fem-seks spillere på hvert hold på en bane på 13x20m.
Det interessante ved denne sjove motionsform er, at sporten har store fysiologiske og sociale fordele for udøverne.
Et studie, der har fulgt 29 mænd i alderen 65-76 år, har for nylig vist effektive forbedringer ved mændenes fysiske formåen, sociale liv samt risikoen for at udvikle livsstilssygdomme som fx diabetes.
De fysiske fremskridt består blandt andet i en reduktion af fedtmasse, herunder ‘det farlige fedt’ omkring de indre organer.
Derudover har træningen haft en positiv effekt på mændenes kondition og deres knoglestyrke, hvilket er særligt vigtigt i en høj alder, da det reducerer risikoen for brud ved faldskader.
“Alt i alt, har de forbedret deres fysiske sundhed markant og dermed mindsket risikoen for at udvikle diabetes og hjertekarsygdomme,” forklarer lektor Mogens Theisen Pedersen.
Afhjælper ensomhed
Sideløbende med de fysiologiske gevinster har studiet også vist lovende resultater inden for en anden dimension af ældres sundhed: Forebyggelse af ensomhed.
Gruppen af mænd, der i gennemsnit spillede floorball 1,75 gange om ugen over en periode på fem år, dannede nemlig også et sammenhold uden for hallen. Og det på trods af, at de lærte hinanden at kende sent i livet.
Kombinationen af de fysiologiske effekter med de sociologiske fund er med til, at forskerne anbefaler floorball til alle ældre.
Kilde: Københavns Universitet
Læs mere om sundhed, sygdom og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 10. september 2022
Artiklen er sidst opdateret 9. september 2022 kl. 14:24