Undgå bøder: Nye p-regler i byer fra maj
Det vil fra 1. maj koste 510 kroner, hvis man parkerer i en såkaldt skillerabat inden for bygrænserne.
Fra 1. maj skal man som bilejer være opmærksom på, at vil det koste en bøde, hvis man parkerer i en såkaldt skillerabat.
Det skriver bilejernes organisation FDM på sin hjemmeside onsdag.
Hvad er en skillerabat?
En skillerabat er en rabat, der adskiller forskellige færdselsarter.
Det vil altså sige en rabat, der adskiller for eksempel en kørebane med biler, fra en cykelsti med cykler eller et fortov med fodgængere.
– Det har længe som udgangspunkt været forbudt at standse eller parkere helt eller delvist på fortov i byerne. Det forbud gælder fra og med 1. maj også i skillerabatten, siger Dennis Lange, der er chefkonsulent i FDM.
En skillerabat er karakteriseret ved, at den adskiller to forskellige færdselsarter. Det kan være en kørebane med biler, der er adskilt fra en cykelsti eller et fortov.
Koster 510 kroner
Det vil koste 510 kroner, hvis man ikke overholder den nye parkeringsregel, skriver organisationen videre.
Reglen gælder kun inden for bygrænser. Det vil sige, at så snart man krydser bygrænsen på vej ud af byen, så vil det fortsat være lovligt, hvis man delvist parkere i en rabat.
FDM gør dog opmærksom på, at man ikke må parkere med hele bilen i en rabat, da det er forbudt – og det er lige meget, om det er inden for bygrænsen eller uden for.
– Som altid er den sikreste løsning at holde i vejbanens kant, men man skal naturligvis stadig være opmærksom på ting som skilte og vejkryds, så man er sikker på at overholde alle de andre regler om standsning og parkering, siger han.
Inden for byområdet vil det fortsat være lovligt at parkere i yderrabatten. Det er det areal, der ligger helt uden for færdselsarealer, uanset type. Det er eksempelvis til højre for cykelstien eller fortovet.
Læs mere om biler, trafik og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 28. april 2022
Artiklen er sidst opdateret 2. maj 2022 kl. 8:20