Lav et bed, der giver dig utallige buketter

Du behøver ikke at have meget plads for at anlægge din egen skærehave. Du kan komme i gang med seks forskellige blomster.

Når du sammensætter en buket, skal du gerne have forskellige faconer og højder. På den måde bliver din buket spændende at kigge på.

Blomsterbuketter er den oplagte værtindegave, de pynter i hjemmet, og man kan nærmest ikke undgå at smile, når man går forbi en farverig sammensætning.

Det kan dog hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis du skal skifte den ene buket ud med den anden, når blomsterne begynder at hænge med hovederne.

Men det problem kommer du helt ud over, hvis du er selvforsynende med blomsterne. Her guider to eksperter dig til let at komme i gang med din egen skærehave.

Din egen skærehave

– Næsten alle kan lave en skærehave, siger Liv Nørgaard Meinert, som er uddannet jordbrugsteknolog samt have- og parkingeniør og står bag bloggen og instagramprofilen PlanteLiv, hvor hun viser sin overdådige skærehave.

– Mit udgangspunkt er, at du kan komme i gang, hvis du har plads til mindst ét højbed – altså en standard palleramme på 80 gange 120 centimeter, siger hun.

Liv Nørgaard Meinerts metode er at pakke blomsterne helt tæt, og så kan du faktisk få plads til seks forskellige slags i en enkelt palleramme.

– Det er nok til forskellige buketter, siger hun.

Er du begynder, er det en god idé at lægge ud med de blomster, der kan sås direkte på friland.

Senere kan du altid udvide med forspirede varianter, for så får du flere valgmuligheder, men der er også flere potentielle fejlkilder, siger Liv Nørgaard Meinert.

– Nogle synes måske, at det efterlader en med lidt kedelige blomster at vælge imellem. Men så skal man bare gå på jagt i forskellige sorter, lyder hendes råd.

Blomster og græsser

Liv Nørgaard Meinerts forslag til gode begynderplanter er morgenfrue, stolt kavaler og jomfru i det grønne. Som grønne fyldplanter til buketten foreslår hun at dyrke græsser – eksempelvis hjertegræs – dildskærme, hareøre og karse.

– Du kender faktisk også karse fra blomsterhandleren, du ved bare ikke, at det er karse. Jomfru i det grønne kan bruges som både blomst og fyldplante, hvor man bruger frøstandene, forklarer hun.

Det er også vigtigt at se på placeringen, før du anlægger din skærehave, fortæller Annette Buur, som er planteskolegartner og kunderådgiver hos det netbaserede havecenter plantetorvet.dk.

– Der skal gerne være lysåbent og læ, for mange afskæringsblomster kan have ret store hoveder. Og så lægger de sig ned, hvis det blæser meget, fortæller hun.

Få buketten til at holde

* Brug rene sakse, når du klipper blomster af.

* Når du har bundet buketten, kan du skære skrå snit i stænglerne, for så trækker de bedre vand ind.

* Skær de blade af, der vil komme under vand. Ellers rådner de og lugter dårligt - og forkorter bukettens levetid.

Kilde: Annette Buur, som er planteskolegartner og kunderådgiver hos plantetorvet.dk.

Og så er det en god idé at vælge blomster, der tilføjer noget forskelligt til den samlede buket.

– Har man en flad eller skærmformet blomst, en lille rund og en stor rund blomst og en spids eller slank blomst, så kan man sætte mange fine buketter sammen, siger hun.

Hun tilslutter sig, at morgenfrue og stolt kavaler næsten ikke er til at undvære i begynderhaven. Og så tilføjer hun kornblomster som et godt modspil.

– De stolte kavalerer er mest rosa, og morgenfruerne ligger i det varme farvespektrum, hvor kornblomsterne til gengæld ligger i det kolde farvespektrum. Så du kan så en række af hver, foreslår hun.

De er alle tre nemme og kan sås direkte på voksestedet i april.

Så i rækker

Det er generelt en god idé at så i rækker frem for hulter til bulter som begynder. Ellers er det meget svært at skille planter og ukrudt fra hinanden, når de begynder at titte frem fra jorden.

Det grønne imellem blomsterne er den halve buket, men du behøver faktisk ikke at dyrke det specifikt i skærehaven, siger Annette Buur.

Du kan eksempelvis bruge bregner, buske med grønt løv, stedsegrønne benved eller taks.

Læs mere om haven, blomster og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 25. april 2022
Artiklen er sidst opdateret 2. maj 2022 kl. 8:18

Se, hvad vi ellers skriver om: