Så ofte skal du tjekke din hund for kræft

Kræft er blandt de hyppigste dødsårsager hos hunde. Derfor bør du huske at tjekke din hund for knuder og holde øje med, om den viser tegn på sygdom.

De færreste er i tvivl om, at kræft er en alvorlig sygdom, der rammer en del mennesker. Men ligesom kræft rammer mennesker, rammes også hunde hvert år af kræft, og det er sågar en af de hyppigste dødsårsager blandt de populære kæledyr.

Har du hund, bør du derfor tjekke den for tumorer, der mærkes som en knude under huden på hunden.

Ifølge specialdyrlæge i onkologi hos dyrehospitalet AniCura Steen Engermann er det en god idé at minde sig selv om det én gang i måneden. På den måde har du de bedste betingelser for at opdage det i tide.

Knuder under huden

– Langt de fleste cancertyper udformer sig i form af det, vi kalder tumorer eller knuder. Og langt de fleste af dem vil sidde i relation til huden. Der har du jo som ejer en absolut mulighed for at fange det her i et tidligt forløb.

Sådan tjekker du dit kæledyr for knuder

* Brug begge hænder til at undersøge hunden. Mærk efter både på hudoverfladen, men også, hvordan det føles under huden. Hvis du finder noget, så prøv at sammenligne med den anden side. Du skal ikke være for forsigtig, brug et fast tryk.

* Start med hovedet, og kig også ind i munden. Tag herefter en side af kroppen ad gangen - og glem ikke ben, poter, mave og hale. Hele kroppen skal undersøges. Du kan for eksempel vælge, at du gør det en gang om måneden.

* En knude kan føles meget forskellig. Den kan være hård eller blød, afgrænset eller mere spredt, sidde løst eller fast. Nogle er synlige, stikker ud eller er hårløse. Finder du en knude, bør du kontakte din dyrlæge for en konsultation.

Kilde: AniCura Dyrehospitaler.

– Det, der kan være det farlige, er, at du ligesom tænker: “Nå, men nu ser vi tiden an og ser, om det vokser”. Og stille og roligt bliver du optaget af alt muligt andet, siger han.

Når du tjekker hunden, skal du med fingrene forsigtigt mærke grundigt efter overalt på kroppen.

– Hunden vil opfatte det som en eller anden form for wellness-massage, siger Steen Engermann.

Det er svært for hundeejeren at vurdere, om det er noget farligt. Derfor er det godt at få hunden tjekket, hvis du har en mistanke, siger Lizette Sloth, der er dyrlæge hos Dyrlægehuset Kolding.

– Sommetider ser det uskyldigt ud, og vi dyrlæger kan jo ikke engang vide det bare ved at se det. Vi kan også blive overraskede, siger hun.

Hunden ændrer signaler

Du kan dog også opdage sygdommen gennem hundens signaler. For eksempel kan hunden i nogle tilfælde få kløe eller irritation. Hunden vil typisk slikke eller kradse der, hvor knuden sidder.

Det kan også være, du opdager, at din hund begynder at lugte ud af munden. Det er sjældent, tumoren sidder i munden. Men det kan ske, og som regel opdages det sent, fordi man ikke kigger derind, siger Steen Engermann.

– Så hvis det begynder at lugte, hunden begynder at savle, den går fra foderet, eller du mærker noget, der ligesom buler ud, eller hunden begynder at hoste eller har blod et sted fra, så bør du reagere.

– Hvis du har en hund, der tolererer det – det gør de fleste – så åbn forsigtigt munden, og kig så langt ind, du kan, siger han.

Taber vægt

Lizette Sloth opfordrer desuden til, at man generelt er opmærksom på hundens adfærdsændringer.

– Når noget er, som det ikke plejer at være, så reager på det. Hvis hunden har tabt sig, kan du godt tænke: “Det er også, fordi det har været godt vejr, og vi har gået mange ture”. Det kan godt være forklaringen, men skærp lige opmærksomheden om det, så du ikke bare slår det hen, siger hun.

Der findes 30 forskellige typer cancerknuder hos hunde. Det helt essentielle for dyrlægen er at finde ud af, hvilken type tumor der er tale om, og om den er godartet eller ondartet.

– Med nogle former for cancer kan vi som regel fuldstændig fikse problemet. Med andre ved vi, at det kan vi ikke. Måske kan vi ikke kurere, men så er chancerne for, at kan vi give hunden et længere liv med en mildere form for behandling, meget bedre, siger Steen Engermann.

Først publiceret: 27. december 2021
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 13:38

Se, hvad vi ellers skriver om:

og