Styrelse lukker privat hjemmepleje: Rammer 1.400 ældre

En privat hjemmepleje i Aarhus bliver fredag lukket ned efter voldsom kritik fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Fredag middag lukkes Berit’s Hjemmepleje i Aarhus ned.

Det fremgår af en tilsynsrapport fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det private hjemmeplejefirma lukkes, fordi der ifølge styrelsen er problemer med blandt andet borgernes trivsel, aktiviter, rehabilitering og firmaets organisation, ledelse og kompetencer.

Samlet vurderer Styrelsen for Patientsikkerhed, at der i Berit’s Hjemmepleje A/S er “kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden”, står der i tilsynsrapporten.

Den kritiske situation for Berit’s Hjemmepleje og de knap 1400 borgere i Aarhus Kommune, der er afhængig af medarbejdernes hjælp, begyndte, da Styrelsen for Patientsikkerhed den 6. september lavede et udgående tilsyn og et ældretilsyn.

Det skete på bagggrund af henvendelser fra en bekymret pårørende og akutmodtagelsen på Aarhus Universitetshospital.

Problemer med håndtering af medicin

Tilsynet fandt blandt andet, at der var store problemer med dokumentationen af borgernes pleje og behandling, og at personalet ikke i tilstrækkelig grad kunne redegøre for borgernes konkrete behov.

Der blev også fundet problemer med medicinhåndteringen. Der blev eksempelvis fundet medicin, som en patient skulle have fået, og medicin, der ikke blev opbevaret forsvarligt. Samlet ser vurderes det, at der er risiko for, at patienter bliver fejlmedicineret.

Et stort fokus var også borgernes selvbestemmelse, og også her fandt Styrelsen for Patientsikkerhed problemer. I journaler stod det ikke tydeligt beskrevet, om en borger har givet samtykke eller ej.

Sendte varselsmail til medarbejdere

Bag Berit’s Hjemmepleje står Berit Bækgaard Thomsen, der oprettede firmaet i 2013 og nu er ejer af og direktør i det.

Fredag den 1. oktober sendte hun en varselsmail ud til sine medarbejdere, hvor hun fortalte, at Styrelsen for Patientsikkerhed overvejede at lukke firmaets aktiviteter i Aarhus ned.

Det skete på grund af:

– (…) for mange fejl i medicinhåndteringen, at dokumentationen er for dårlig og mangelfuld, at borgerne ikke respekteres i eget hjem, at borgernes ønsker omkring vaner og ønsker ikke bliver respekteret, at der ikke bliver banket på inden man går ind, at pårørende ikke inddrages, at der ikke bliver observeret eller dokumenteret når borgernes almene tilstand forandres, skrev Berit Bækgaard Thomsen.

Truslen om lukning fik i første omgang ledelsen i Berit’s Hjemmepleje til at iværksætte en plan for firmaet, der inkluderede grundig journalisering.

Det mundede den 4. oktober ud i en fremdriftsrapport fra firmaet, der skulle tage hånd om de problemer, der blev konstateret ved tilsynet.

Tiltagene blev dog underkendt af Styrelsen for Patientsikkerhed, der ikke fandt det dokumenteret, at tiltagene havde tilstrækkelig virkning på patientsikkerheden.

Lukkes fredag kl. 12

Der er torsdag blevet udsendt et påbud om, at virksomheden lukkes ned fra fredag kl. 12:00. Først når styrelsen har lavet et opfølgende tilsyn, kan Berit’s Hjemmepleje i Aarhus genoptage plejen.

TV2 ØSTJYLLAND har torsdag kontaktet Berit Bækgaard Thomsen for en kommentar, men hun henviser til en udtalelse på virksomhedens hjemmeside:

“Vi er meget kede af, at Styrelsen for Patientsikkerheds beslutning vil betyde, at vi skal lukke vores ellers velfungerende afdeling i Aarhus Kommune, og meget kede af, at alle vore kunder skal overgå til kommunal hjemmepleje uden frit valg”.

Kommunen overtager opgaven

Aarhus Kommune skriver torsdag aften i en pressemeddelelse, at kommunen overtager de opgaver, som Berit’s Hjemmepleje er påbudt at stoppe fra fredag middag.

Borgere, der modtager ydelser af Berit’s Hjemmepleje, vil blive kontaktet af kommunen med information om, hvordan påbuddet vil påvirke dem.

Det står endnu ikke klart, hvornår Berit’s hjemmepleje kan rette op på de kritiserede forhold.

Berit’s Hjemmepleje har også afdelinger i Horsens og Hedensted, men disse er ikke omfattet af påbuddet.

Først publiceret: 8. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 10:52

Se, hvad vi ellers skriver om: