Ældre rygere siger nej til at droppe smøgerne
De fleste rygere ønsker at droppe tobakken, viser undersøgelse. Men ikke de ældre og rygere over 75 år. De pulser videre trods rygestop-kampagner.
Det preller af på de ældste rygere, når Kræftens Bekæmpelse i kampagner opfordrer til, at danskerne skodder smøgerne.
Rygere på 65 år og derover er dem, hvor der er færrest, der oplyser, at de gerne vil holde op med at ryge.
Det har vi helt klart ikke været fokuseret nok på.
Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse
Især blandt rygere over 75 år er der et stor flertal, der har tænkt sig at pulse videre.
Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen, der er offentliggjort i den såkaldte nationale sundhedsprofil. Over 180.000 danskere har deltaget i undersøgelsen.
Ældre mænd vil pulse videre
Mens næsten 75 procent af alle, der ryger dagligt, fortæller, at de gerne vil holde op med at ryge, gælder det kun for lidt over halvdelen af folkepensionisterne.
Kommuner bruger færre penge til velfærd
Tallet er lavest for de ældste rygere på 75 år og derover. Her ønsker kun knap 40 procent at vinke farvel til tobakken, viser undersøgelsen.
Lidt flere kvinder end mænd i aldersgruppen blandt seniorerne er motiveret for at stoppe.
Kræftens Bekæmpelse overrasket
Det overrasker Niels Them Kjær, der er projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse, at de ældste rygere ikke er specielt tilbøjelige til at kvitte smøgerne.
”Det har vi helt klart ikke været fokuseret nok på. Men vi kan sige, at det altid er en helbredsmæssig fordel at stoppe med at ryge. Uanset alder,” siger Niels Them Kjær.
Færrest rygere blandt seniorer
Blandt danskerne er der færrest seniorer, der ryger. Gennemsnitligt ryger lidt under hver femte dansker – mens det kun gælder for hver ottende folkepensionist.
Til gengæld er dem, der ryger, tilsyneladende meget trofaste overfor deres last.
”Vi ser, at det er især når danskerne bliver midaldrende og begynder at få skavanker af rygning eller ser andre skrante, at de stopper. Og at ryge-stoppet for de fleste holder resten af livet. Men dem der fortsætter med at ryge, ser altså ud til at holde ved deres last,” siger Niels Them Kjær.
Kræftens Bekæmpelse har ingen aktuelle planer om at fokusere mere på kampagner for rygestop hos seniorerne.
Se her hvor stor del af rygerne i forskellige aldersgrupper, der gerne vil holde op med at ryge (opgjort i procent).
Alder | Mænd | Kvinder |
Gennemsnit | 72,8 | 73,7 |
16-24 år | 77,6 | 80,9 |
25-34 år | 82,8 | 84,5 |
35-44 år | 80,0 | 80,0 |
45-54 år | 77,0 | 76,9 |
55-64 år | 70,2 | 71,9 |
65-74 år | 58,5 | 61,4 |
75 år plus | 35,9 | 40,4 |
(Kilde: Danskernes sundhed, Den nationale sundhedsprofil 2017 udgivet af Sundhedsstyrelsen)
Først publiceret: 11. april 2018
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 10:09