Dianas bror med hårde anklager om kong Charles: Her er svaret
Prinsesse Dianas bror kommer nu med så hård en anklage, at det har fået det britiske kongehus til at reagere.
Det er omkring en måned siden, at prinsesse Dianas bror, Charles Spencer, smed noget af en bombe.
Den 62-årige forfatter annoncerede, at han var på vej med en bog, hvori han lovede, at han ville fortælle sandheden om sin afdøde søster.
Diana var en umådelig populær person og blev hyldet verden over. Det kunne også ses på navnet “folkets prinsesse”, som hun blev kaldt.
Til trods for populariteten og en titel, som mange drømmer om, så udtalte Diana sig kritisk, når det kom til hendes privatliv.
Følte sig isoleret og alene
Prinsesse Diana var gift med kong Charles, der dengang var prins, i 15 år. Sammen fik de sønnerne William og Harry.
Ægteskabet var dog tumultarisk, og begge indrømmede undervejs at have været den anden utro.
I meget omtalte interviews satte Diana selv ord på, at hun følte sig isoleret og alene. Hun fortalte eksempelvis også, at hun kæmpede med spiseforstyrrelsen bulimi.
Med det, vi allerede ved, var der derfor også en hel del, der spærrede øjnene op, da hendes bror fortalte, at han nu ville fortælle sandheden.
Og det er da også hårde ord, som Charles Spencer kommer med.
Buckingham Palace har reageret på anklager
Et uddrag af bogen “Swan Song: Diana, My Sister” er således blevet offentliggjort, og det er noget af en påstand, som han sender afsted.
Ifølge flere britiske medier, heriblandt GB News, anklager Dianas bror kong Charles for at have kommet med en iskold udtalelse efter Dianas død.
“Så lod han det i telefonen komme til udtryk – som jeg altid har opfattet som – hans ophobede foragt for Diana samt hans forfærdelse over, at verden var så rystet over hendes død. ‘Vær ganske sikker,’ hvæssede han, ‘vi glemmer hende nok snart!'”
Det er sjældent, at kongehuse udtaler sig om den slags, men anklagerne er nu alligevel af så hård en kaliber, at Buckingham Palace har set sig nødsaget til at reagere.
“Selvom vi af princip ikke udtaler os om bøger, er Hans Majestæt opmærksom på, at smerten ved broderlig sorg kan sløre fornuften, påvirke dømmekraften og farve hukommelsen på måder, som andre ikke genkender, selv mange år efter et sådant tab,” lyder det fra en talsperson.
Prinsesse Diana døde 31. august 1997. Hun var 36 år gammel.
Kong Charles blev efterfølgende gift med Camilla Parker Bowles, som i dag er dronning.
Bogen “Swan Song: Diana, My Sister” udkommer 22. september.
Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 17. september 2026
Artiklen er sidst opdateret 17. september 2026 kl. 12:40