Kong Frederik fylder 58 år: Sådan vil han blive fejret

Det danske kongehus har meldt ud, hvordan kong Frederik skal fejres tirsdag 26. maj, ligesom danskerne også får mulighed for at fejre ham.

Kong Frederik og resten af kongefamilien

Kongefamilien på balkonen ved kong Frederiks fødselsdag i 2025. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Tirsdag 26. maj bliver en stor dag for både det danske kongehus og resten af landet.

Her kan kong Frederik lade sig fejre, når han fylder 58 år. Og han skal selvfølgelig fejres.

På kongehusets hjemmeside oplyser de, at kong Frederik og medlemmer af kongefamilien vil vise sig på balkonen på Frederik VIII’s Palæ klokken 12.00.

Traditionen med at vinke fra balkonen fører kongen videre sin mor, dronning Margrethe.

Kort forinden vil der dog være et stort vagtskifte ved Den Kongelige Livgarde.

– Publikum inviteres til at tage del i fejringen af kongen på Slotspladsen. I den forbindelse vil politiet guide publikum på pladsen, når der kort før klokken 12.00 gennemføres stort vagtskifte ved Den Kongelige Livgarde, skriver kongehuset.

Når kongefamilien viser sig på balkonen på Frederik VIII’s Palæ, vil Den Kongelige Livgardes Musikkorps desuden spille en fødselsdagskoncert.

Frederik VIII’s Palæ er et af fire palæer, der udgør Amalienborg. Det er den kongelige families residens i København.

Kongeparret overtog palæet i starten af 2010, da de var kronprinspar. Det skete efter en gennemgribende indvendig og udvendig restaurering, der tog sin begyndelse i 2004.

Palæet fungerer i dag som kongeparrets private bolig med administrative og repræsentative funktioner.

Sådan kan du være med til at fejre kong Frederik

I anledningen af kongens fødselsdag bliver det også muligt at sende en digital fødselsdagshilsen til kongen på kongehusets hjemmeside.

Dagen inden sin fødselsdag besøger kong Frederik tre forskellige byer i forbindelse med motionsløbet Royal Run.

Han begynder dagen i Randers og sætter derefter kursen mod Middelfart.

Kongen runder dagen af med at løbe i København.

Dronning Mary skal også i aktion ved Royal Run. Hun løber i Helsingør.

Derudover skal kronprins Christian ligesom tidligere år løbe ved arrangementet. Det bliver i Ringkøbing.

Sidste år deltog kongeparrets øvrige børn – prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent – også i Royal Run. Det er ikke meldt ud, om de skal løbe denne gang.

Årets Royal Run står til at sætte deltagerrekord med 111.500 løbere.

Der bliver typisk valgt fem værtsbyer. I år drejer det sig om Randers, Ringkøbing, Middelfart, Helsingør og København.

Royal Run har med undtagelse af 2020 været afholdt hvert år siden 2018. Det begyndte i anledning af kong Frederiks 50-års fødselsdag.

Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.

Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.

Først publiceret: 22. maj 2026
Artiklen er sidst opdateret 22. maj 2026 kl. 13:44

Se, hvad vi ellers skriver om:

og