Ikke alle siger ja til screening for tarmkræft: Flere faktorer spiller ind
Deltagelse i tarmkræftscreeninger er forskellig for køn, indkomst og uddannelsesniveau, viser nye tal.
I Danmark har vi et tilbud, hvor alle borgere mellem 50-74 kan blive screenet for tarmkræft.
Formålet er at fange tidlige tegn på sygdommen eller forstadier, så man hurtigt kan komme i gang med en behandling.
Selvom det er et godt tilbud, så er det ikke alle, der takker ja til det.
i 2024 blev kun 60 procent af mænd og kvinder i alderen 50-74 screenet for tarmkræft.
Selvom det er svært at pege på selve årsagen, så er der flere faktorer, der spiller ind. Eksempelvis gemmer tallene på en betydelig social ulighed.
Det skriver Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut ud fra en årlig opgørelse.
Seniorer er gode til at lade sig screene
Mænd har højere risiko for tarmkræfttilfælde og rammes tidligere, men det er i højere grad kvinder, som lader sig screene for sygdommen.
Opgørelsen viser, at 55 procent af mænd mod 65 procent kvinder bliver screenet.
Udover en ulighed blandt mænd og kvinder så ses der også også en ulighed, når man ser på alderen.
Den højeste deltagelse ses generelt blandt kvinder i alderen 70-74 år, hvor 70 procent deltager.
Den laveste deltagelse i screening er de 50-54-årige mænd.
Altså den yngste målgruppe i screeningen, hvor knap halvdelen deltager.
Dog er det ikke kun blandt køn og alder, at uligheden er til at bemærke.
Mange får slet ikke gavn af tilbuddet
Ifølge Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut spiller det også en rolle, hvor stor ens indkomst ser ud.
Det var blot 44 procent af mænd med lav indkomst, som deltog i screeningen tilbage i 2024.
Og personer – både mænd og kvinder – i den laveste indkomstgruppe havde 26,5 procentpoint lavere deltagelse end personer i den højeste indkomstgruppe.
Og den forskel giver da også anledning til dybe panderynker hos Kræftens Bekæmpelse.
– Der hvor det for mig bliver bekymrende for mig er, at der er grupper i samfundet som slet ikke får gavn af de her sundhedstilbud, som vi har i Danmark, siger overlæge Janne Bisgaard.
Selv om der er forskelle at spotte, så er den samlede deltagelse i screening for tarmkræft steget fra 59,6 i 2023 til 60 procent i 2024.
Og det er ifølge Morten Rasmussen, formand for Dansk Tarmkræftscreeningsdatabase i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, en positiv udvikling.
– Deltagelsen er på vej op, og vi har iværksat flere tiltag, som vi forventer os meget af de kommende år. Vi har nu invitationsbreve på flere sprog og sender flere påmindelser ud, siger Morten Rasmussen.
Den sociale ulighed skal mindskes
I Kræftplan V, som blev lanceret i maj 2025, er der afsat midler til netop oplysning om screening for tarmkræft målrettet de grupper, som ikke deltager.
Og Morten Rasmussen ser frem til at se, hvilken betydning tiltagene kommer til at få.
– Det bliver spændende at se, hvordan de nye tiltag påvirker ulighed i deltagelsen, som vi nu følger årligt. Men vi ved også, at det kræver en vedvarende indsats at øge deltagelsen og mindske social ulighed, siger han.
Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 30. april 2026
Artiklen er sidst opdateret 30. april 2026 kl. 10:02