Vi sender færre og færre breve: Nu skal breve i nye postkasser

Nu kan man ikke længere aflevere breve i PostNords røde postkasser. Selskabet Dao står dog klar til at servicere brevkunderne.

Siden 1624 har det danske postvæsen, der i dag hedder PostNord, delt breve ud til hele Danmark.

Men nu er det slut.

Tilbage i foråret meddelte PostNord, at selskabet vil lukke brevforretningen og samtidig nedlægge 1500 stillinger.

Beslutningen skyldes særligt, at der i dag sendes meget færre breve end tidligere.

Siden år 2000 er antallet af breve, som PostNord håndterer, faldet med 90 procent.

Nyt selskab deler breve ud

Selv om PostNord nu river de røde postkasser ned, vil det dog stadig være muligt at sende en fødselsdagshilsen eller et julekort med posten.

Distributionsselskabet Dao står nemlig klar til at overtage brevkunderne.

Selskabet, der tidligere hed Dansk Avis Omdeling, omdeler i forvejen breve, pakker, magasiner og aviser.

Fra årsskiftet vil Dao være de eneste, der tilbyder landsdækkende brevomdeling.

Og den opgave er virksomheden fint rustet til at påtage sig, siger Lars Balsby, der er salgsdirektør i Dao.

“Vi har leveret magasiner, aviser og breve til danskerne i over 100 år. Derfor kan jeg ikke se nogen udfordring i det.”

Breve indleveres i pakkeshop

Hvis man vil sende et brev fra 1. januar, kan man indlevere det i en af Daos 1.600 fysiske pakkeshops, forklarer salgsdirektøren.

“Der har vi opsat nogle røde postkasser, man kan lægge sit brev i.”

Køb af brevmærker foregår på Daos hjemmeside, i en app eller i de fysiske pakkeshops.

En enkelt ting skal man dog være opmærksom på.

“Vi leverer ikke om dagen, så vi ringer ikke på. Derfor er det vigtigt, at man har en synlig postkasse på sin adresse,” siger Lars Balsby.

Video: Sådan køber du frimærke til forsendelse.

Bekymring: Kommer posten ud?

PostNords beslutning om at stoppe med at omdele breve kom i kølvandet på en ny postlov, der trådte i kraft den 1. januar 2024.

Her blev den såkaldte befordringspligt afskaffet.

Befordringspligten betød, at PostNord var forpligtet til at omdele breve til hele landet.

Nu er brevmarkedet så at sige blevet sat fri.

Det kan dog risikere at få betydning for landdistrikterne.

Det vurderer Bent Greve, der er professor i offentlig økonomi på Roskilde Universitet.

“Bekymringen kan være, om man får sikret, at posten kommer ud til alle dele af Danmark. Det er relativt dyrt at skulle levere post i yderregionerne, hvor man kører med få breve og lange afstande.

Dao: Vi kommer i alle afkroge

Samme bekymring deler Landdistrikternes Fællesråd, der repræsenterer og varetager landdistrikternes interesser.

“Det er vigtigt, at man kan sende og modtage breve til samme pris, selv om man bor i et landdistrikt. Den sikkerhed kan vi risikere at miste, når PostNord forlader markedet.”

“Det er en grundlæggende kommunikationsform, som alle skal kunne benytte sig af,” siger Steffen Damsgård, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Han henviser desuden til de cirka 270.000 danskere, der er fritaget fra at modtage digital, offentlig post fra staten.

“Der er folk, der er afhængige af, at de kan få fysisk post fra staten og myndigheder.”

Dao forsikrer dog, at selskabet vil nå ud til alle afkroge af Danmark.

“Der kan være mindre øer, hvor vi kun leverer en eller to gange om ugen, men vi leverer til hele Danmark helt uden problemer,” siger Lars Balsby.

Trafikstyrelsen overvåger at det sker

Dao leverer allerede breve til personer, der er fritaget for at modtage digital post, og det vil man fortsætte med, understreger Dao-direktøren.

Trafikstyrelsen vil med den nye postlov overvåge, at der fortsat bliver leveret breve til hele Danmark – og til ensartede priser.

Det kan i praksis dog vise sig at være vanskeligt at kontrollere, vurderer Bent Greve.

“De kommer til at lave stikprøver, og der er det ikke altid sikkert, at man får det hele med. Det er noget, man også har set på andre områder, hvor det kan være udfordrende at sikre, at ydelsen lever op til de krav, man fastsætter,” siger han.

Først publiceret: 12. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret 12. januar 2026 kl. 6:33

Se, hvad vi ellers skriver om: