Du skal ikke smide de små poser ud: De kan bruges til mere, end du tror

De små hvide poser, der ofte følger med nye sko eller elektronik, har faktisk flere smarte funktioner i hjemmet.

Silica Gel – eller kiselgel som det også kaldes – er intet mindre end genialt til at binde overskydende fugt og sur lugt.

Silica Gel – eller kiselgel, som det også kaldes – er ikke bare noget fyld, du kan smide ud. Tværtimod.

Det lille materiale i poserne er nemlig i stand til at suge fugt og fjerne dårlig lugt.

Derfor følger poserne ofte med nye produkter, hvor fugt kan skade, for eksempel sko, tasker og elektronik.

Men poserne kan også være nyttige derhjemme. Her er syv måder, du kan bruge dem på.

Hold lugten væk fra tasker og sko

En Silica Gel-pose kan gøre underværker, hvis du har en sportstaske, der lugter, eller sko der dufter lidt rigeligt af brug.

Læg posen ned i tasken – eller i skoene – og lad den suge den uønskede lugt til sig.

Pas godt på gamle minder

Gamle breve og fotografier kan tage skade af fugt, især hvis de ligger pakket væk.

Ved at lægge en Silica Gel-pose sammen med minderne, beskytter du dem bedre mod fugtrelateret nedbrydning.

Bedre end ris, hvis mobilen bliver våd

Hvis din mobiltelefon får en tur i vasken eller bliver våd i regnen, kan Silica Gel hjælpe.

I stedet for at lægge mobilen i ris, så prøv i stedet at lægge den i en lufttæt pose med Silica Gel. Det er mere effektivt til at trække fugten ud.

Undgå rust på værktøjet

En fugtig værktøjskasse kan føre til rustne skruetrækkere og ødelagte tænger. Ved at lægge nogle Silica Gel-poser i kassen, holder du fugten nede og værktøjet tørt.

Beskyt tøj, der ligger pakket væk

Har du kasser med tøj stående på loftet eller i kælderen, så læg en Silica Gel-pose i hver kasse. Det mindsker risikoen for mug og den karakteristiske lugt af jordslået stof.

Få barberbladet til at holde længere

Barberblade ruster hurtigt, hvis de ligger fugtigt. Hvis du opbevarer dem sammen med en Silica Gel-pose i en lille æske, forlænger du levetiden på dine blade.

Sæt dig ind i en tør bil

I de kolde måneder kan der hurtigt komme dug på bilens forrude, hvis der er fugt i kabinen.

Læg nogle poser med Silica Gel i forruden, så bliver fugten trukket ud, og du slipper for at vente på, at ruden tør op.

Først publiceret: 5. november 2025
Artiklen er sidst opdateret 5. november 2025 kl. 10:18