Hvorfor har vi så mange digitale postkasser?

E-Boks, Mit.dk, boger.dk, Digital Post indeholder alle digitale postkasser. Men hvorfor har vi så mange af dem, og kan man egentligt ikke bare fortsætte med e-Boks? Få svaret her.

Er du også forvirret over, hvorfor vi har så mange digitale postkasser?

Vi har fået et spørgsmål fra en læser. Lone skriver:

Mon I kunne forklare os ældre/gamle mennesker, hvornår man modtager post i Digitalpost, e-Boks og nogen gang begge steder. 

Vi vil her prøve at svare på Lones spørgsmål.

Hvorfor findes der flere digitale postkasser?

Tidligere fik vi de meste digitale post i e-Boks, men i marts 2022 kom der en ny digital postkasse til post fra det offentlige.

Den nye postkasse finder man på borger.dk og i appen Digital Post.

Årsagen til, at der kom en ny løsning til digital post, var at der er regler om, at det offentlige jævnligt skal sende den slags i udbud.

Tidligere var det e-Boks, der havde vundet opgaven med at vise post fra det offentlige. E-Boks er ejet af Nets og PostNord.

Den nye løsning er lavet af firmaet Netcompany, som også står bag den nye konkurrent til e-Boks: Mit.dk.

Virksomheder kan også anvende e-Boks og Mit.dk til at sende post til kunder og medarbejdere. Det betaler virksomhederne for. Flere af de virksomheder, som hidtil har brugt e-Boks, vil i den kommende tid skifte til Mit.dk, fordi de er billigere.

Hvad er forskellen på de digitale postkasser?

Digital Post er den nye digitale postkasse fra det offentlige. Her finder du kun post fra det offentlige. For eksempel breve fra UdbetalingDanmark, hospitaler, politi og kommuner.
Du kan altid finde din post fra det offentlige i Digital Post, også selvom du har valgt at bruge e-Boks til digital post fra det offentlige.

Digital Post er en app, som du kan hente her

iPhone

Android

Borger.dk har en postkasse med det samme indhold som Digital Post. På hjemmesiden www.borger.dk finder du altid din post fra det offentlige, også selvom du har valgt at bruge e-Boks til digital post fra det offentlige.

Hjemmesiden indeholder også mange andre nyttige informationer.

e-Boks var før den offentlige løsning til digital post, men er nu afløst af Digital Post. Du kan dog fortsat vælge at få post fra det offentlig i din e-Boks. E-Boks anvendes også af mange private firmaer, banker og lignende.

Du finder e-Boks på hjemmesiden www.eboks.dk og du kan hente en app:

iPhone og iPad

Android

Mit.dk er en konkurrent til e-Boks. Mit.dk viser også digitale post fra det offentlige. Mit.dk anvendes også af private firmaer, som fx sender lønsedler og breve til kunder. Breve fra PensionDanmark bliver også sendt til Mit.dk fra 1. januar 2023.

På trods af navnet er Mit.dk ikke det samme som MitID.

Du finder Mit.dk på hjemmesiden www.mit.dk og du kan hente en app:

iPhone

Android

Kan jeg nøjes med e-Boks?

Hvis du kun fik post fra det offentlige, kunne du godt nøjes med e-Boks. Du kan nemlig vælge, at alt din digitale post fra det offentlige skal sendes til din e-Boks.

Flere og flere virksomheder skifter til Mit.dk fra e-Boks, fordi det er billigere for dem.

Det betyder, at du fremover vil få digital post flere steder. Måske vil din bank send post til e-Boks og dit forsikringsselskab til Mit.dk. Så er der desværre ingen vej udenom. Du bliver nødt til at holde øje med flere digitale postkasser.

Hvor kan jeg læse min digitale post?

Post fra det offentlige: Kan læses på borger.dk og i appen Digital Post. Du kan også vælge at få post fra det offentlige i e-Boks og Mit.dk.

Post fra private firmaer, banker o.l.: Nogle virksomheder vil vælge e-Boks, andre Mit.dk og andre har deres egne digitale postkasser bag login.

Har du et spørgsmål?

Hvis du har et spørgsmål, vi skal prøve at besvare, kan du sende en mail til SeniorNews på seniornews@fagligsenior.dk.

 

Først publiceret: 18. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret 17. februar 2023 kl. 13:55

Se, hvad vi ellers skriver om:

og