Ekspertens fem råd til at være en god turist

Flere steder vokser modstanden mod turister. Her får du ekspertens fem gode råd, der gør din ferie bedre for både dig selv og de lokale.

Mens mange danskere snart pakker kufferten til sol og sommer, er stemningen en helt anden flere steder i Sydeuropa.

I både Spanien, Portugal og Italien har der for nylig været protester mod de mange feriegæster.

Nogle steder er det endda gået så vidt, at turister er blevet mødt med vandpistoler i gaderne.

Ifølge turismeekspert Carina Ren fra Aalborg Universitet handler det ikke kun om støj og fyldte strande.

“Utilfredsheden skyldes især, at de lokale føler, de bliver skubbet ud af deres egne byer,” siger hun.

1. Køb lokalt og støt de rigtige

I stedet for at vælge den internationale kæde, så læg pengene i de små lokale butikker, spisesteder og hoteller.

Det giver både dig som turist en mere ægte oplevelse – og kommer lokalsamfundet til gavn.

2. Rejs langsomt og tænk på klimaet

Du behøver ikke tage den lange flyrejse for at få en god ferie.

Korte ture med tog, bus eller fyldt bil kan også noget – og så bliver selve rejsen en del af oplevelsen.

3. Find nye steder at udforske

Storbyer som Barcelona og Venedig er ved at segne under presset fra turister.

I stedet kan du vælge mindre kendte steder, hvor gæster faktisk er velkomne – og hvor din tilstedeværelse gør en positiv forskel.

4. Tænk over, hvor du bader

Swimmingpools i tørkeramte områder er ikke populære blandt de lokale, der selv kæmper med vandmangel.

Brug i stedet naturens egne badepladser – eller nøjes med en sjov vandkamp i skyggen.

5. Opfør dig som en gæst – ikke som ejer

Det kan virke uskyldigt at tage selfies i en smal gade eller feste til langt ud på natten. Men husk, at der bor mennesker lige bag ved facaden.

“Du skal ikke tage hovedet under armen, bare fordi du er på ferie,” siger Carina Ren.

Først publiceret: 25. juni 2025
Artiklen er sidst opdateret 25. juni 2025 kl. 7:15

Se, hvad vi ellers skriver om:

og