Mange danskere kender ikke til ny rejse-regel: Gør du?
Tusindvis af danskeres ferie bliver påvirket af nye regler, som trådte i kraft for nylig.

Storbritannien har besluttet, at rejsende fra april 2025 skal have en forhåndsgodkendelse, også kaldet ETA, hvis man skal besøge landet eller Nordirland.
En ny undersøgelse foretaget af YouGov for Gjensidige viser, at lige knap 70 procent af danskerne ikke kender til de nye regler.
Rejse til Storbritannien og Nordirland
ETA står for “Electronic Travel Authorisation”.
Det er en forhåndsgodkendelse, der giver dig lov til at gå ombord på et fly, skib, tog eller bus med Storbritannien og Nordirland som destination.
ETA er ikke en garanti for indrejse. Du skal forsat igennem den britiske grænsekontrol.
En ETA gælder normalt i 2 år. Den tillader flere rejser til Storbritannien og Nordirland med ophold i op til 180 dage.
Mellemlanding/Transit
Ved tvivl om behov for ETA ved mellemlanding/transit i Storbritannien, kontakt dit flyselskab, da kun de ved, om der er tale om “airside” transit.
“Hvis du rejser til Storbritannien eller Nordirland efter d. 2. april, og har glemt at søge en forhåndsgodkendelse, risikerer du at blive afvist i lufthavnen for indrejse inden du skal igennem den britiske grænsekontrol. Det vil betyde forsinkelser og ekstra omkostninger, da du muligvis skal arrangere en ny rejse. Det er både træls og besværligt, mens det slår skår i den gode ferieglæde,” fortæller Louise Hertzum Andersen, fagchef i Gouda Rejseforsikring.
Gyldig i to år
Louise Hertzum Andersen minder om, at det altid er vigtigt at tjekke op på indrejsekrav og regler for den destination, du vil rejse til.
“Din rejseforsikring dækker ikke, hvis du ikke overholder de indrejsekrav og regler, der er på den bestemte destination. Derfor bør du altid orientere dig i indrejsekrav og regler for den destination, du skal til inden afrejse, og dette er blot blevet endnu vigtigere i den meget omskiftelige verden, vi lever i,” siger Louise Hertzum Andersen.
Den nye ETA i Storbritannien og Nordirland betyder, at du skal sikre dig forhåndsgodkendelsen inden du rejser afsted, hvorefter den er gyldig i to år og tillader flere rejser til Storbritannien og Nordirland med ophold på op til 180 dage.
Planlægger du en rejse til en af de to destinationer, kan ansøge om en ETA online via UK ETA-appen eller på hjemmesiden GOV.UK.
Ansøgningen koster £10.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af YouGov for Gjensidige blandt 1022 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.
Vidste du at man som dansker, fra 2. april 2025, skal bruge en ETA (elektronisk rejseformular) for at rejse til Storbritannien og Nordirland? | |
Ja | 31 % |
Nej | 68 % |
Ved ikke | 1 % |
Først publiceret: 9. april 2025
Artiklen er sidst opdateret 28. april 2025 kl. 13:49