Nu kan hele den danske stumfilmarv ses gratis online

Den danske stumfilmarv er nu digitaliseret og frit tilgængelig for alle.

Det Danske Filminstitut har afsluttet et af landets største filmhistoriske projekter nogensinde.

Hele den danske stumfilmarv er blevet digitaliseret og kan nu ses gratis på streamingsitet Stumfilm.dk.

Det fejres med København Stumfilmfestival, hvor både klassikere og sjældne perler vises på det store lærred – mange af dem nyrestaurerede.

“Vi er stolte af at være det første land blandt de store stumfilmnationer, der gør hele samlingen frit tilgængelig,” siger forskningsleder Lars-Martin Sørensen.

Fem dage med stumfilm og levende musik

Festivalen byder på fem dage med stumfilm akkompagneret af levende musik.

Publikum kan opleve danske filmklassikere af store instruktører som Carl Th. Dreyer, Benjamin Christensen og Lau Lauritzen. Blandt højdepunkterne er Dreyers “Du skal ære din hustru”, der afslutter festivalen søndag den 26. januar.

Dansk stumfilms store diva Asta Nielsen bliver også fejret med visninger af hendes internationale filmroller i “Vanina” og “Der Reigen”.

Festivalen inviterer desuden verden indenfor med internationale klassikere som Yasujiro Ozus japanske “I Was Born, but…”, tyske Ernst Lubitschs komedie “Far Mathias’ døtre” og amerikanske Allan Dwans smukke “East Side, West Side”.

Musikalske oplevelser fra hele verden

Livemusikken er en stor del af oplevelsen, og festivalen byder på en række dygtige musikere.

Blandt dem er den internationalt anerkendte Stephen Horne, der spiller til seks af festivalens film.

Derudover deltager musikere som Yael Acher og danske Lars Fjeldmose, der traditionen tro akkompagnerer film med Charlie Chaplin, Buster Keaton og Gøg & Gokke.

Åbningen markerer en milepæl

Festivalen åbner den 22. januar med Benjamin Christensens nyrestaurerede film “Hvem er hans kone?” fra 1923. Filmen bliver ledsaget af musik fra Stephen Horne, og der bliver også skålet i champagne for at fejre det store projekt.

Praktisk information:
Festivalen finder sted i Cinemateket, Gothersgade 55, København K, den 22.-26. januar 2025. Billetter kan købes på Cinematekets hjemmeside eller via telefon 3374 3412.

Først publiceret: 9. januar 2025
Artiklen er sidst opdateret 9. januar 2025 kl. 8:53

Se, hvad vi ellers skriver om:

og