Dronning Margrethe laver program med to skuespillere

I helt nye optagelser dykker dronning Margrethe ned i teatrets historie og fortæller, hvorfor scenekunsten går lige i hjertet på hende. Programmet sendes mandag den 16. december.

Ifølge kongehuset var dronning Margrethe første gang i Det Kongelige Teater i 1948 og overværede sammen med sine forældre, kong Frederik IX og dronning Ingrid, August Bournonvilles ballet "Napoli", som gjorde stort indtryk på den dengang lille prinsesse. Foto: Klaus Nedergaard/DR/PR-foto/Free

Normalt sidder dronning Margrethe og den kongelige familie i kongelogen på Det Kongelige Teater i København.

Men i det nye DR-program “Dronning Margrethe og teatres magi” dykker den 84-årige abdicerede regent helt ind bag kulissen sammen med teaterchef Kasper Holten og sætter ord på, hvorfor scenekunsten går lige i hjertet på hende.

Det annoncerer public service-stationen i en pressemeddelelse.

“Seerne får unik adgang, når dronningen på sin rundtur møder flere af teatrets kunstnere. Blandt andre balletdanseren Camilla Ruelykke Holst, der har danset i kostumer designet af dronningen, og Frederik Cilius, der til januar har sin debut på Gamle Scene i rollen som “Jeppe på Bjerget”,” skriver DR om programmet.

Delte passionen med sin far

Dronning Margrethe tegnede i 1990 scenografien og mange kostumer til Det Kongelige Teaters nyopsætning af August Bournonvilles ballet “Et folkesagn”.

Derudover har dronning Margrethe kreeret kostumer og scenografi til en lang række andre balletter.

Ifølge kongehuset var dronning Margrethe første gang i Det Kongelige Teater i 1948 og overværede sammen med sine forældre, kong Frederik IX og dronning Ingrid, August Bournonvilles ballet “Napoli”, som gjorde stort indtryk på den dengang lille prinsesse.

“Undervejs husker dronningen tilbage på store oplevelser på Det Kongelige Teater og om den fascination af teatret, som hun delte med sin far, kong Frederik IX,” lyder det videre om programmet.

Sideløbende tager Bodil Jørgensen, der har optrådt utallige gange på Gamle Scene, seerne med igennem Det Kongelige Teaters historie og teatrets betydning for den danske kultur.

“Dronning Margrethe og teatres magi” kan ses mandag den 16. december på DR1 og DRTV.

Først publiceret: 12. december 2024
Artiklen er sidst opdateret 12. december 2024 kl. 8:46

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og