Glemmer du at tjekke radiatorerne? Det kan koste på varmeregningen

Med en lille indsats kan du sikre dig mod unødige varmeudgifter og samtidig gøre noget godt for dit indeklima.

Flere end fire ud af ti danskere glemmer at tjekke om deres radiatorer og varmeinstallationer fungerer optimalt.

Når kulden sætter ind, bliver der skruet op for varmen i de danske hjem.

Men hvis radiatorerne ikke fungerer, som de skal, kan det betyde ineffektiv opvarmning, større energiforbrug og i sidste ende højere udgifter til varme.

Ifølge en undersøgelse foretaget af YouGov for Gjensidige og energiselskabet NRGi, er der mange, der forsømmer deres radiatorer.

26 procent tjekker dem aldrig, og 16 procent gør det sjældnere end én gang om året.

Byggesagkyndig og energikonsulent Bo Halm Andersen fra NRGi forklarer:

“Noget så simpelt som at lufte radiatorerne ud eller sikre, at termostatventilerne fungerer, kan have stor betydning for både varmeregningen og miljøet.”

Dårlig opvarmning kan skade boligen

Udover højere varmeudgifter kan manglende opvarmning skabe andre problemer i hjemmet.

Når varmen ikke fordeles ordentligt, kan der opstå fugt og kondens, som i værste fald kan føre til skimmelsvamp.

“Skimmelsvamp er dyrt og besværligt at slippe af med. Et regelmæssigt eftersyn af varmeanlægget kan forebygge den slags problemer og samtidig forbedre indeklimaet,” siger Lene Rasmussen, skadedirektør i Gjensidige.

Sådan holder du varmen effektivt

Her fem gode råd til at sikre en mere effektiv opvarmning:

  1. Luft radiatorerne ud: Luftlommer kan gøre radiatorerne mindre effektive. Luft dem derfor ud mindst én gang om året.
  2. Tjek radiatorerne: Sørg for, at termostatventilerne fungerer korrekt, og giv radiatorerne et servicetjek et par gange om året.
  3. Indstil varmeanlægget: Tilpas temperaturen på varmeanlægget efter boligen og årstiden.
  4. Isolér varmerørene: Ved at isolere rør kan du minimere varmetab og spare på energien.
  5. Hold radiatorerne fri: Undgå at møbler eller gardiner blokerer for varmen, så den kan sprede sig effektivt.

Først publiceret: 2. december 2024
Artiklen er sidst opdateret 2. december 2024 kl. 8:48

Se, hvad vi ellers skriver om:

og