Forstå reglerne: Sygedagpenge som pensionist

Hvis du arbejder, efter du har nået din folkepensionsalder, kan du få sygedagpenge, hvis du bliver syg. Se reglerne for folkepensionister, førtidspensionister og seniorpensionister her

Pensionister kan få sygedagpenge, når de bliver syge, og ikke kan komme på arbejde.

Er du pensionist i arbejde, har du ret til sygedagpenge, hvis du bliver syg. 

Reglerne gælder både for folkepensionister, førtidspensionister og seniorpensionister i arbejde.

Faglige Seniorers socialrådgiver Lea Munk Staugaard gennemgår her reglerne.

Hvor længe kan man få sygedagpenge som pensionist?

Reglerne for sygedagpenge er lidt anderledes for pensionister end for andre lønmodtagere.

Pensionister kan i første omgang højst få udbetalt for 26 uger inden for 1 år. Dvs. at der kigges tilbage på de seneste 12 måneder og man kan alene få sygedagpenge i 26 uger.

Udbetaling af sygedagpenge fra kommunen ophører som udgangspunkt, når der er udbetalt sygedagpenge eller løn under sygdom i mere end 26 uger inden for de 12 forudgående måneder. Ophør sker ved udløbet af en kalendermåned. Sygedagpengene kan ophøre selvom man fortsat er uarbejdsdygtig grundet egen sygdom.

Ved opgørelse af de 26 uger medregnes de første 30 dages sygdom ikke. Her er tale om en arbejdsgiverbetalt periode, som ikke tæller med i varighedsperioden på de 26 uger.

Har du haft flere sygdomsforløb af under 30 dages varighed, tæller disse perioder heller ikke med.

Men den periode kan forlænges. Det sker, hvis en læge skønner, at du med sikkerhed er rask nok til at kunne arbejde igen inden et halvt år (26 uger), så kan sygedagpengeudbetaling fra kommunen forlænges.

Hvad sker der, hvis jeg sygemeldes igen?

Hvis du bliver syg igen, kan du i nogle tilfælde godt få sygedagpenge, selvom du har været sygemeldt i 26 uger eller mere indenfor de sidste 12 måneder. I det tilfælde skal kommunen undersøge hvorvidt du med sikkerhed kan raskmeldes indenfor samlet 26 ugers forlængelse. Her vil en eventuel periode med en tidligere forlængelse af sygedagpenge medregnes. Sagsbehandlingen i disse tilfælde vil tage lidt længere tid, fordi der skal indhentes en lægelig vurdering, før sygedagpengesagen kan startes op.

Hvilke pensionister gælder reglerne for?

Reglerne gælder for alle pensionister i arbejde: folkepensionister, førtidspension og seniorpensionister.

Varighedsbegrænsningen omfatter ALLE, som har nået folkepensionsalderen, også selvom du ikke er begyndt at få udbetalt din folkepension.
Den gælder også, hvis du når folkepensionsalderen under din sygemelding.

Kan jeg få løn under sygdom som pensionist?

Sygedagpengeloven regulerer kun varigheden af udbetaling af sygedagpenge fra kommunen.
Udbetaling kan enten ske i form af refusion til arbejdsgiver eller sygedagpenge direkte til dig som lønmodtager. Det afhænger af, hvad der er aftalt i din ansættelseskontrakt og overenskomst.

Du kan også have rettigheder omkring løn under sygdom fra din arbejdsgiver efter funktionærloven eller efter overenskomst og aftale. Nogle gange kan du også have ret til løn, efter at udbetaling fra kommunen er ophørt. Snak med din fagforening om dine rettigheder på dette område.

Kan kommunen bare stoppe sygedagpengene?

Inden dine sygedagpenge stopper, skal der være en partshøring.

Senest 2 uger inden ophør af dine sygedagpenge skal kommunen tage stilling til, hvad der skal ske i din sag. Her er det muligt at inddrage egen læge, faglig organisation og arbejdsgiver.

Kommunen skal sikre, at du som sygemeldt kender alle relevante akter i din sag, som har betydning for sagens afgørelse.

Hvor kan jeg klage over stop af sygedagpenge?

Du kan anke kommunens afgørelse til Ankestyrelsen. Det kan din fagforening hjælpe dig med.

Se her, hvordan du klager til Ankestyrelsen

3 gode råd til sygemeldte pensionister fra socialrådgiveren:

  1. Hold god kontakt med din arbejdsplads og din læge under sygdomsforløbet.
  2. Tag en tidlig snak med arbejdspladsen og din læge eller hospitalet om mulighederne for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, hvis der er udsigt til et længerevarende sygdomsforløb.
    Snak med din fagforening eller tillidsrepræsentant om dine rettigheder inden sygedagpengeudbetalingen bliver standset. Ophør af sygedagpenge fra kommunen er ikke altid lig med ophør af løn fra arbejdsgiver.
  3. Hold dig godt informeret om indholdet af de lægelige vurderinger, forventning til varighed af dit sygdomsforløb og mulighederne for at kunne vende tilbage.

Spørg socialrådgiveren om sygedagpenge

I Faglige Seniorers brevkasse kan du spørge socialrådgiver Lea Munk Staugaard om sygedagpenge, folkepension, seniorpension og andre sociale spørgsmål.

Spørg socialrådgiveren

Først publiceret: 3. september 2024
Artiklen er sidst opdateret 3. september 2024 kl. 8:26

Se, hvad vi ellers skriver om:

og