Udenlandske sygeplejersker skal forlade Danmark igen

Flere udenlandske sygeplejersker har måttet forlade Danmark igen på grund af mangel på evalueringsstillinger.

Flere udenlandske sygeplejersker er vendt tilbage til deres oprindelsesland igen, selv om Danmark har inviteret dem til landet for at få mere arbejdskraft.

Det viser en aktindsigt ifølge Jyllands Posten.

Den tidlige hjemrejse skyldes, at de ikke kan ikke få den nødvendige autorisation og dermed forny deres opholdstilladelse.

Siden 2021 har 40 sygeplejersker og deres familier igen forladt Danmark. Det er i alt 96 mennesker, inklusive 28 børn.

Ifølge Jyllands Posten er det særligt manglen på evalueringsstillinger, hvor sygeplejerskerne kan afprøve deres sproglige og faglige kompetencer i praksis, der gør, at flere sendes hjem igen.

Evalueringsstillingerne er en nødvendighed for, at sygeplejerskerne kan blive autoriserede. Hvis de ikke når det inden deres treårige opholdstilladelse udløber, må de rejse ud af Danmark igen.

Omkring 1750 sygeplejersker, som primært er fra Iran, har siden 2021 fået opholdstilladelse i Danmark. Tallet tæller kun sygeplejersker uden for EU- og EØS-landene.

Det er kun 310 af de 1750, der har haft en evalueringsstilling i samme periode.

Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet kan de iranske statsborgere ikke rejse til andre Schengen-lande, når de forlader Danmark.

Jyllands Posten har talt med flere sygeplejersker, der har sendt op mod 200 ansøgninger afsted uden at få en ansættelse i en evalueringsstilling.

Manglen på evalueringsstillinger kan ifølge flere af landets hospitaler skyldes, at det kræver mange ressourcer, at ansætte det udenlandske personale.

Fra politisk side er man ikke tilfreds med udviklingen.

Blandt andet sundhedsminister Sophie Løhde (V) forstår ikke, hvorfor flere sygehuse ikke ansætter den udenlandske arbejdskraft.

Hun mener, at hospitalernes tilbageholdenhed “godt kan undre”, når der tidligere har været stor efterspørgsel efter flere sygeplejersker.

/ritzau/

Først publiceret: 20. november 2024
Artiklen er sidst opdateret 20. november 2024 kl. 7:22