En dansker har mistet livet i Vietnam

Udenrigsministeriet bekræfter ifølge Ekstra Bladet, at en dansk statsborger er død i Vietnam.

En dansk statsborger har mistet livet i Vietnam.

Det bekræfter Udenrigsministeriet onsdag ifølge Ekstra Bladet.

– Udenrigsministeriet kan bekræfte, at en dansk statsborger er omkommet i Vietnam. Pårørende er underrettet, lyder det i et kort svar til mediet.

Derudover er der ikke yderligere oplysninger, da ministeriet har tavshedspligt i personsager, lyder det videre.

Der fremgår heller ingen oplysninger om, hvordan personen er omkommet.

Sjællandske Nyheder skriver onsdag klokken 14.15, at det er en 20-årig mand fra Haslev, der er omkommet.

Mandag aften bad en far sit netværk på Facebook om hjælp, da han havde fået besked om, at hans søn var forsvundet fra en bar i den vietnamesiske by Hoi An, hvor den 20-årige var på ferie med fire venner.

Venner havde ledt efter deres ven på de omkringliggende hospitaler og søgt hjælp hos det lokale politik uden held.

Tirsdag morgen, dansk tid, kom det frem, at en mand var fundet livløs i Bach Dang-floden ifølge Sjællandske Nyheder.

Efter at familien havde efterlyst den 20-årige mand på sociale medier på vietnamesiske sider med en beskrivelse af ham, kunne lokale folk ifølge mediet kæde oplysningerne sammen.

Dødsårsagen kendes ikke endnu, men et vietnamesisk medie skriver ifølge Sjællandske Nyheder, at lokale myndigheder efterforsker hændelsen.

Meldingen om dødsfaldet kommer dagen efter, at ministeriet tirsdag bekræftede, at to andre danske statsborgere var døde i Vietnams naboland Laos.

Flere internationale medier, heriblandt australske ABC News og thailandske Bangkok Post, skrev, at det drejede sig om to kvinder i 20’erne.

Dødsfaldene skyldtes ifølge Bangkok Post, at de danske kvinder havde drukket alkohol, der var forgiftet med methanol.

Mindst ti andre er også blevet syge af en methanolforgiftning, skriver mediet.

Methanol er også kendt som træsprit og er en form for alkohol.

Væsken bliver nogle gange tilsat ulovligt til alkoholiske væsker, fordi det er billigere end ethanol, som er den alkohol, der typisk findes i spiritus.

/ritzau/

Først publiceret: 20. november 2024
Artiklen er sidst opdateret 20. november 2024 kl. 15:30