Domstolene advarer om sms: Slet den!

Danmarks Domstole har ikke sendt sms, der vil have dig til at klikke på et link for at opdatere dine oplysninger.

Foto: Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

Er du en af dem, der for nyligt har modtaget en sms fra Danmarks Domstole, skal du endelig se bort fra, hvad der står i den – og slette den.

Domstolene står nemlig ikke bag sms’erne, der skal få folk til at klikke på et link og opdatere sine oplysninger. Det er fup.

“Flere borgere har oplyst, at de har modtaget SMS’er fra domstolene, hvor der står, at de har modtaget Digital Post fra domstolene, og hvor de bliver bedt om at klikke på et link i SMS’en og opdatere deres oplysninger,” står der på deres hjemmeside.

“Danmarks Domstole står ikke bag SMS’erne. Hvis du modtager en sådan SMS, skal du slette SMS’en.”

Stigende svindel

Hver dag prøver svindlere via sms at fiske kortoplysninger og oplysninger om MitID ud af borgere for at kunne misbruge dem.

Og særligt stigningen i denne type svindel har været medvirkende til, at antallet af anmeldelser af it-relateret økonomisk kriminalitet steg med 30 procent i 2023 sammenlignet med året før. I alt 35.000 anmeldelser.

Sms-svindel foregår ofte ved, at man får en sms-besked, der indeholder links til en falsk webside. På denne side kan gerningspersonen aflure ens kortoplysninger og MitID-oplysninger, når man indtaster dem.

Svindlerne bruger derudover ofte metoder, der får sms’erne til at se reelle ud, hvilket kan gøre svindlen svær at gennemskue.

Hvad gør jeg, hvis jeg får en falsk sms eller mail?

Har du modtaget mistænkelige henvendelser på sms og mail og med links, så klik ikke på dem, og del aldrig login-oplysninger med andre. Slet henvendelsen med det samme!

Har du modtaget en mistænkelig henvendelse og er i tvivl, om den er fra banken, domstolene eller et helt tredje sted, kan du eventuelt kontakte afsenderen for at verificere henvendelsen.

Hvis du opdager eller mistænker, at dine personlige oplysninger er blevet stjålet, er det vigtigt, at du reagerer på det. Du kan for eksempel altid kontakte hotline om identitetstyveri på telefon 3398 0098.

Medarbejderne i hotlinen kan vejlede og rådgive om, hvad du skal gøre for at begrænse skaden, hvordan man kommer videre, og hvem der eventuelt skal kontaktes.

Først publiceret: 14. juni 2024
Artiklen er sidst opdateret 14. juni 2024 kl. 8:16

Se, hvad vi ellers skriver om:

og