Kongen åbner ny metrolinje: Dette har han også indviet

Kong Frederik skal stå i spidsen for indvielsen af den nyeste metrolinje i København. Gennem tiden har han også navngivet en Storebæltsfærge og åbnet otte andre infrastrukturprojekter. Læs om dem herunder.

Tidligere i juni var kongen med til at indvie det første tunnelelement af Femern Bælt-tunnelen mellem Danmark og Tyskland. Foto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix

Lørdag den 22. juni skifter kong Frederik sin kronebil ud med et metrotog.

Han skal nemlig være med til at markere, at København får en ny metrolinje.

De fem nye stationer på M4-linjen er Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og København Syd.

Og når kongen har åbnet linjen med de fem nye stationer, så består det samlede metronet herhjemme af  43 kilometer spor og 44 stationer.

Og nogle af dem har kong Frederik tidligere været med til at åbne.

Faktisk har kongen – lige siden han var 12 år – været med til startskuddet for talrige dele af infrastrukturen i Danmark. 

En færge, flere toglinjer og en terminal 

  • 1980: Sammen med sin bror, prins Joachim, og sine forældre deltog en ung kronprins Frederik i sit første officielle arrangement. Det forgik på Nakskov Skibsværft, hvor to af DSB’s nye Intercityfærger til overfarten på Storebælt blev bygget og skulle søsættes. Færgerne skulle navngives af de to prinser og fik navnene ”Kronprins Frederik” og ”Prins Joachim”. Den sidste af Intercityfærger blev bygget på Helsingør Skibsværft og navngivet efter de to prinsers mormor, “Dronning Ingrid”. Efterfølgende blev færgerne indsat mellem Korsør-Nyborg.
  • 1989: Kongen, dengang kronprinsen, var med til at navngive det første af DSB’s IC3-togsæt ved en ceremoni i Odense. Toget får navnet H.C. Andersen efter forfatteren, som blev født og vokset op i byen. 
  • 1998: Som led i Øresundsforbindelsen fik Kastrup Lufthavn en togstation på banelinjen mellem Københavns Hovedbanegård og Malmø. Og stationen bliver åbnet af den daværende kronprins Frederik, hvor blandt andre også sambadansere står for dele af festligholdelsen.
  • 1999: De danske og svenske elementer af Øresundsbroen står færdig, og derfor mødtes daværende Kronprins Frederik kronprinsesse Victoria af Sverige på midten af broen. Senere indvies broen officielt af det danske regentpar og svenske kongepar.
  • 2006: Lokalbanen i Nordsjælland, der fik navnet Nordpilen, bliver indviet af den daværende kronprins.
  • 2007: Fem år efter, at København får sin metro, åbner udvidelsen af metrolinjen til Kastrup Lufthavn. Og det sker med den daværende kronprins Frederik i fronten. Samtidig åbner han stationerne Øresund, Amager Strand, Femøren og Kastrup.
  • 2016: Kronprinsen er med til åbningen af den nye Silkeborgmotorvej.
  • 2019: Kastrup Lufthavn vokser, og den daværende kronprins Frederik står for åbningen af den nyeste udvidelse, Finger E.
  • 2019: Efter flere års arbejde står højhastighedsbanen mellem København og Ringsted færdig. Den daværende kronprins kører i særtog til den nye station på banen, Køge Nord, for at markere åbningen.

Først publiceret: 20. juni 2024
Artiklen er sidst opdateret 20. juni 2024 kl. 7:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

og