Derfor bør du spise et æg om dagen
En undersøgelse fra Kina med mere end 400.000 mennesker viser, at et æg om dagen kan sænke risikoen for hjertekarsygdom.
Et æg om dagen holder lægen væk. I hvert fald hvis man skal tro en undersøgelse fra Kina, der har kigget på sammenhængen mellem indtagelsen af æg og udvikling af hjertekarsygdom.
Her viste det sig, at dem, der spiser et æg om dagen, havde 18 procent nedsat risiko for at dø af hjertekarsygdomme sammenlignet med dem, der sjældent eller aldrig spiste æg. Det skriver CNN.
Hjertekarsygdomme dækker over hjertesvigt, hjerterytmeforstyrrelser og hjerteklap-problemer samt slagtilfælde, som både kan skyldes bristede blodkar eller blodpropper.
Fulgte deltagerne i ni år
Forskerne anvendte data fra en igangværende undersøgelse af 500.000 kinesere fra forskellige egne af Kina.
Herefter koncentrerede de sig om 416.213 deltagere, der aldrig havde fået diagnosticeret kræft, hjertekarsygdomme eller diabetes.
Her svarede lidt over 13 procent af disse voksne, der var i alderen 30 til 79 år, at de spiste cirka et æg om dagen, mens lidt over 9 procent rapporterede, at de aldrig eller meget sjældent spiste et æg.
Forskerne fulgte deltagerne i ni år, hvor de noterede, hvis deltagerne oplevede et markant hjertetilfælde.
Så mange lever med en hjertekarsygdom
Resultatet af undersøgelsen er, at personer, der spiser et æg om dagen, har en lavere risiko for hjertesygdom end dem, der ikke spiser æg.
Faktisk havde dem, der spiste et æg dagligt, 26 procent lavere risiko for at få en hjerneblødning, og de havde 28 procent lavere risiko for at dø af sygdommen.
Derudover havde de 12 procent lavere risiko for iskæmisk hjertesygdom, som ses hos dem, der viser tidlige tegn på blokeringer i blodgennemstrømningen til hjernen.
I Danmark rammes mere end halvdelen af os over 55 år af en hjertekarsygdom, og omkring 524.000 danskere lever med sygdommen.
Hver femte dør af en hjerte-kar-sygdom, hvor åreforsnævring i hjertet er den sygdom, som flest danskere dør af.
Har du en hjertekarsygdom?
Først publiceret: 8. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret 8. maj 2024 kl. 8:57