Tilfredse danskere ejer ofte sexlegetøj

Danskerne ligger på en pikant førsteplads blandt de undersøgte lande i nyt studie.

Bruger du sexlegetøj?

Så har du måske ikke bare et mere tilfredsstillende sexliv, men også parforhold og liv generelt.

Det tyder et nyt dansk studie, publiceret i The Journal of Sex Research, der har undersøgt brugen af sexlegetøj på tværs af seks europæiske lande, i hvert fald på.

Det skriver Videnskab.dk. 

Er mere tilfredse

At deltagerne er mere tilfredsstillede i både deres sexliv og generelle tilværelse, måler forskere fra Københavns Universitet på baggrund af et spørgeskema, som næsten 12.000 deltagere har svaret på, forklarer psykologi- og seksualitetsforsker Gert Martin Hald, der er en del af holdet bag studiet.

“Det viser sig, at det at eje og bruge legetøj, var signifikant associeret med højere tilfredshed med sexliv, parforhold og liv generelt. Med andre ord: Dem, der har og bruger sexlegetøj, ser generelt ud til at være mere tilfredse med sexliv, parforhold og livet generelt,” siger Gert Martin Hald, der er professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Sexlegetøj giver ikke bedre parforhold

Men selvom forskerne kan se en statistisk sammenhæng, betyder det desværre ikke, at hvis vi bare bruger sexlegetøj, bliver vi mere tilfredse med vores sexliv, parforhold og liv.

“Nej, sådan er det nok næppe,” siger Gert Martin Hald og nævner, at studiet ikke er designet, så det kan undersøge kausale sammenhænge.

“Vi tænker, at der nok er en tovejseffekt på spil, sådan at dem, der i forvejen er i et parforhold, hvor de oplever en vis grad af tryghed, åbenhed og god kommunikation, og som måske allerede er mere tilfredse i deres sexliv, i højere grad tør og er villige til at inddrage og eksperimentere med sexlegetøj i deres sexliv,” siger han.

Dele intime tanker

Når de så opdager, at sexlegetøj kan bidrage til deres sexliv på forskellig vis, øger det den seksuelle tilfredshed i forholdet, uddyber Gert Martin Hald:

“Samtidig kan de oplevelser og det at kommunikere om seksuelle lyster, og hvad der er godt og mindre godt, være med til at skabe tillid, tryghed og følelsen af, at man kan dele selv meget intime tanker, følelser og oplevelser med sin partner øge den tilfredshed, man føler i parforholdet.”

Læs også på Videnskab.dk: Forskere: Læger bør udskrive vibratorer på recept

Større overskud i hverdagen

Ikke desto mindre er studiet spændende, mener Else Olesen, sygeplejerske og sexolog med stort kendskab til seksuelle hjælpemidler.

“Når seksualitet fungerer, så oplever du en større livskvalitet og et større overskud i hverdagen til at håndtere de svære ting i livet. Men hvis sex ikke fungerer – om det er rejsning eller orgasme – så kan det fylde meget og fjerne fokus fra det, man burde bruge energi på,” forklarer Else Olesen, der er en del af Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital, ifølge Videnskab.dk.

Danskerne ligger nummer ét

Studiet, der er baseret på en spørgeskemaundersøgelse lavet af virksomheden Sinful.dk i foråret 2022, viser også, at danskerne blandt de næsten 12.000 deltagere, er dem, der ejer mest sexlegetøj.

“Danmark ligger nummer ét, for danskere i undersøgelsen ejer i gennemsnit fem stykker sexlegetøj,” siger Gert Martin Hald.

Gert Martin Hald skynder sig dog at indskyde, at undersøgelsen ikke nødvendigvis er repræsentativ.

“Det siger jeg for at være lidt konservativ og for at tage mine forbehold, for dem, der svarer på spørgsmål om sex, har nok en større åbenhed og interesse i det. Det ved vi fra andre sex-undersøgelser,” påpeger Gert Martin Hald.

Undersøgelsen er repræsentativ

Selvom man kan være skeptisk ved, at en virksomhed står bag en spørgeskemaundersøgelse, mener Gert Martin Hald, at det er foregået helt efter bogen.

“Sinful har bedt et marketingbureau om at sende spørgeskemaet ud til befolkningen på tværs af de seks lande, så undersøgelsen bliver så repræsentativ som muligt, ligesom Epinion og YouGov gør det herhjemme,” forklarer han.

Læs også på Videnskab.dk:

Vibratorens historie: Fra kvaksalveri til sexlegetøj

Sex: 4 simple teknikker giver kvinder mere nydelse

Er det farligt ikke at få sex?

Først publiceret: 6. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret 6. maj 2024 kl. 8:31

Se, hvad vi ellers skriver om:

og